Læsø

Vælgerdebat hos de Konservative

Kontinuitet i ældreplejen er vigtig, så de ældre møder de samme personer

Torben Mikkelsen fremhævede muligheden for seniorbofællesskaber på Læsø.
Torben Mikkelsen fremhævede muligheden for seniorbofællesskaber på Læsø.

Opdateret kl. 13:44

I Det Konservative Folkeparti er der enighed om, at flere problemstillinger skal tages op i den kommende kommunalbestyrelse, som de fem kandidater satser på at få indflydelse i ved kommunalvalget 16. november.

- Vigtigt er bosætning og ældrepolitik, som hænger sammen. Vi skal sørge for kontinuitet i ældreplejen, så de ældre møder de samme personer. Og så skal vi fastholde nye medarbejdere, så de ikke rejser igen efter tre måneder på øen, sagde Karsten Skov Petersen.

Michael Hansen vil gerne lette udgifterne for plejehjemmets beboere.

- De ældre betaler 3600 kroner for fuld forplejning. Vi har tre kommunale køkkener, som måske kunne effektivisere. Det ville komme borgerne til gode.

Et andet spørgsmål er, hvordan man skaffer lejeboliger hurtigere. Om der eventuelt kunne oprettes en camp for unge mennesker, der kommer og jobber i sommerferien.

Læsøboerne skal tilgodeses

For at fastholde øens unge foreslog Torben Mikkelsen at sende skolebørn i praktik allerede fra 6. klasse.

- Så får de tidligere tilknytning til øen og erhvervslivet.

- Det er også tåbeligt, at Læsø endnu ikke har en efterskole, så vi kunne få flere unge mennesker herover, tilføjede Anker Juul Strøm.

De konservative kandidater mener, at der skal arbejdes videre med trafikal ligestilling.

- Kommunalbestyrelsen har en vigtig opgave i at tilgodese læsøboerne, men vi vil også gerne turisterne, sagde Karsten Skov Petersen.

Sæsonen er blevet længere

Michael Hansen slog fast, at der er andet i verdenen på Læsø end færgen.

- Når man tænker tilbage, er det lykkedes at udvide sæsonen. Tidligere kunne man tale om tre uger i juli som højsæson. Nu er sæsonen næsten fra påske til efterårsferien. Vi skal også gøre opmærksom på, at Læsø er åben hele året, og turist og erhvervsforeningen skal sørge for en koordineret åbningstid.

For Karsten Skov Petersen er det vigtigt, at Læsø Kommune kommer ud af den statslige indkøbsaftale SKI.

- Måske vil det være 4-5 procent dyrere for kommunen at købe lokalt, men det kan holde liv i det lokale erhvervsliv.

Han fremhævede desuden mere samarbejde mellem det private erhvervsliv og det offentlige.

Fri adgang til naturen

Med hensyn til naturen foreslog Jens Morten Hansen fra Venstre, at der blev oprettet flere paragraf 17 stk. 4 underudvalg som kunne aflaste fagudvalgene i kommunalbestyrelsen.

- Tre fagudvalg kan ikke klare alt det, der er nødvendigt. Derfor er det vigtigt med underudvalg, hvor man kan inddrage flere borgere, som interesserer sig for en sag, eventuelt naturen.

Hertil forsikrede Karsten Skov Petersen, at han vil gå 100 procent ind for fri adgang til Sydhavnen.

- Det er også underligt at frede nogle arealer, som almenvellet ikke kan få adgang til, bemærkede Bjarne Nielsen.

Mødet sluttede med en fælles opfordring til vælgerne om at stemme på et parti ved kommunalvalget.

- Det er utrolig vigtigt, at Læsø kan finde opbakning på Christiansborg.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden