Væltet traktor og blodig udlænding
Mystisk litauer blev ilde tilredt.
En mystisk litauer smurt ind i blod, en væltet traktor, omfattende skader på landbrudsbygninger og en flok løbske heste som følge af et væltet hegn. Sådan lyder hovedingredienserne i den dramatiske fortælling, Himmerlands Politi i skrivende stund nødigt breder for meget ud, idet der pågår et større udredningsarbejde for at få styr på, hvem der gjorde hvad - og hvorfor. Offentligheden fik nys om sagen ved totiden lørdag morgen, hvor en mand blødende vaklede rundt på Aalborgvej nær Brøndum ved Løgstør - kun iført shorts og t-shirt. En bilist kontaktede politiet. Den tilredte mand blødte fra sår på mave, arme, siden og ryggen og han talte et uforståeligt sprog. Det viste sig, at manden kommer fra Litauen og arbejder på en gård ved Brøndum. Han var væltet med traktoren på en mark. Den fandt en politipatrulje to kilometer derfra. Flere indblandet i tyveri Men traktoren var rent faktisk stjålet fra en gård i Kornum, og tyveriet involverer flere personer. Tyvene havde nemlig haft fat i styrtøjet på to traktorer og kørt ræs rundt på ejendommen. Man bragede ind i flere bygninger, væltede endog den ene bygning og forårsagede materiel skade på både traktorer og arbejdsredskaber. Undervejs høvlede tyveknægtene også ind i en indhegning, der blev så medtaget, at hestene slap ud. Den litauiske mand blev bragt til Aalborg Sygehus og behandlet for sine skader. - Han er anholdt og bliver givetvis sigtet i sagen. Men først skal vi lige have rede på hele forløbet, forklarer politikommissær Preben Møller fra Himmerlands Politi.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.