Værd at bevare for eftertiden

Hvad er noget af det mest enestående og fantastiske, vi har? Ja, jeg ved godt, at det ligger på Djævleøen, men det skal fremhæves alligevel: Udsmykningen af Herlev Hospital, udført af billedkunstneren Poul Gernes (1925-1996) fra 1976 og en årrække frem. Det er nu kommet frem i medierne at en etage i denne farverige bygning er blevet "moderniseret" - læs: Alle farver på den nyindrettede etage er skrottet og man har valgt at skabe rum i en hvid-grå skala. Jeg har ikke selv set den nye etage, men skæbnen ville, at jeg for et par år siden jævnligt kom på Herlev Hospital. Det var en glæde og kolossal opmuntring at træde ind i en bygning, hvis udsmykning udstrålede varme, liv og glæde. For farver er udtryk for glæde. Pladsen er ikke til at beskrive Poul Gernes' farvesystemer i detaljer, men selvfølgelig er der en plan for farvernes anvendelse. Vigtigt er det at understrege at farverne er smukke, - æstetisk smukke, fordi de klinger sammen og har dybde og varme. De er stærke og holdbare, god maling i håndværksmæssig kvalitet. Siden opførelsen af hospitalet i 1960'ernes slutning har man værnet om udsmykningen, fordi den giver glæde og livskvalitet til stedet. Men nu er der altså nye tider; mødte man så i det mindste en beklagelse og forklaring på, at dette var uundgåeligt, men nej: Overlægen på den nyindrettede afdeling udtaler, at "Dette er ikke et museum, men en arbejdsplads". Grrrrrr! Som gammel museumskvinde må jeg for det første protestere imod, at man sætter "arbejdsplads" som modsætning til "museum". Museer er levende organismer (og i øvrigt også arbejdspladser for en del mennesker) og har fantastiske ting at byde på, som ellers ville være forsvundet ud af vores kollektive hukommelse. For det andet må jeg protestere imod den magtarrogance, der ligger i at polarisere imellem "jeg alene vide" og "verden af i går". Mig bekendt har vi ikke museer i Danmark, der ikke er en del af det omgivende, pulserende samfund. Så den pågældende overlæge - hvis indlæg kunne læses i et dagblad, som har fulgt destruktionen af Poul Gernes' udsmykning op med flere artikler og læserbreve - kender næppe museerne indefra. Sidst, men ikke mindst: Hvad er der galt i at skulle fungere i et hus med "museale" dimensioner? Det skulle da være en berigelse at færdes dagligt i et hus med en udsmykning, hvis kunstneriske helhed berømmes i den ganske verden og som inspirerer til at gøre ligeså? Vi elsker at palæer, slotte og huse med særlige arkitektoniske og billedkunstneriske kvaliteter både bevares og bruges samtidigt. Hvad er det, der gør at vores alle sammens hospitaler ikke må være unikke og til glæde og gavn for brugerne? Er det kun vores slotte, vores kirker og vores museer, der må danne rammen om særligt berigende og bevaringsværdige interiører? Aner jeg en uudtalt foragt for sygehusenes brugere og en dermed forbundet nedvurdering af sygehusbyggeriernes æstetik? Jeg er midt i læsningen af Peter Øvig Knudsens herlige beretning om hippie-bevægelsen. Bogen aftegner bl.a. et billede af sen-60'erne og de tidlige 70'ere som en tid, der skabte mulighed for offentlige udsmykninger som Herlev Hospital. Motivet var enkelt: Udsatte og syge mennesker skal føle sig velkomne, omsluttet af varme og vitalitet. Selv de mange hvide kitler, der ellers kan virke "nussede" (Poul Gernes' eget udtryk) får karakter på baggrund af den brogede palet på vægge, døre og gulve. Det lader til at der er en hovsa-løsning til bevarelse af udsmykningen på vej fra Kulturstyrelsen, - men trevent og forsigtigt. Det er altså for dåååååårligt! Næ, jeg synes, vi trænger til - om muligt - at genopfinde den helhjertede, begejstrede rummelighed, der kan bevare udsmykningen af Herlev Hospital og - meget gerne, som skildret i tirsdagens NORDJYSKE - skabe grobund for nye unikke udsmykninger, til gavn og glæde for eftertiden. Vi "ejer" dem allerede, de offentlige udsmykninger, - for de er financieret via offentlige midler og koster ufatteligt lidt i vedligeholdelse i forhold til, hvad samfundet i øvrigt spenderer på sygehusbyggeri og omkalfatringer. Vi må tage kunstens betydning og den æstetiske dimension alvorligt. Ikke som modsætning til "arbejde" og "tekniske fremskridt", men som en del af vores underfulde tilværelse. Nina Hobolth, mag.art. i kunsthistorie, seniorforsker og tidl. museumsdirektør.