Værkstedsbrugere må i Østergade 9

En flok tidligere brugere af Være-værkstedet henvises til lokaler i Forsamlingsbygningen, hvor der ikke længere er ansatte.

Være-værkstedet er fortsat åbent for alle, der har lyst til at komme og arbejde kreativt og være med i fællesskabet på AOF Daghøjskole. Foto: Bent Bach

Være-værkstedet er fortsat åbent for alle, der har lyst til at komme og arbejde kreativt og være med i fællesskabet på AOF Daghøjskole. Foto: Bent Bach

HJØRRING:Politikerne i arbejdsmarkedsudvalget henviser nu gruppen af pensionister, der tidligere kom i Være-værkstedet på AOF Daghøjskole, til i fremtiden at benytte Frivillighedshuset i Forsamlingsbygningen.

Være-værkstedet er egentligt for op til ti visiterede kontanthjælpsmodtagere, der skal afklares om, hvorvidt de kan komme ud på arbejdsmarkedet eller måske have pension. I forbindelse med, at AOF Daghøjskole fik kontrakten lovede man også at tage imod en gruppe af borgere, som gerne vil have et sted at komme, være sammen og arbejde kreativt.

- Vi kan konstatere, at nogle brugere af det uvisiterede tilbud ikke er tilfredse, og dem henviser vi som øvrige borgere til Frivillighedens Hus, forklarer Ivan Leth (S), formand for arbejdsmarkedsudvalget.

Ivan Leth (S) synes nu, at det er ærgerligt, at det er kommet dertil, at en snes borgere ikke længere vil komme i Være-værkstedet:

- Det er som om det hele er gået galt. Bare de kunne prøve at lave en helt ny start. Vi har i hvert fald opfordret AOF til at lave en ny start, og det er de indstillet på. Så må man prøve, om ikke også den her gruppe kan få en god hverdag.

Brugerne er skuffede over, at politikerne vil sende dem hen i Forsamlingsbygningen.

- Det kan vi ikke benytte. Vi skal gerne have en, der kan vejlede os, da de fleste af os har en eller anden skavank, siger Karen Kristensen.

Ivan Leth (S) håber fortsat på, at gruppen af utilfredse pensionister vil besinde sig og vende tilbage til Være-værkstedet.

- Det gør vi ikke, siger Karen Kristensen.

Tre af de fire visiterede brugere af AOF’s Være-værksted er sygemeldte, og vil ifølge Ivan Leth (S) få tilbud om et andet sted til aktiveringen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.