Valg i Landbrugets Seniorklub
65 medlemmer deltog, da Landbrugets Seniorklub Han Herred for nylig holdt generalforsamling.
Bordene i Senior- og Kulturcentret var fint dækket og der blev serveret smørebrød og lagkage, mens Blegbrønde Proptrækker kor med Kaj Pries i spidsen underholdt.
- De er simpelthen så fine, siger formand Thorkild Gade og tilføjer:
- De var 12 mand, der underholdt og foruden lokale sange, som Kaj Pries selv har skrevet, var der masser af herlig fællessang.
Det har været kutyme i Danmark i landbrugssammenhænge i over 200 år, at man starter med en sang, og det er næsten altid "Velkommen Lærkelil". Den indledte også denne generalforsamling.
To bestyrelsesmedlemmer, som havde valgt ikke at genopstille, Ellen Svaneborg og Børge Nielsen, fik stor tak for deres arbejde fra bestyrelsen. Herefter blev der budt velkommen til to nye bestyrelsesmedlemmer Erik Sørensen fra Tømmerby og Jes Kappel fra Svinkløv. Desuden blev Ellen Jessen fra Legemarken valgt som suppleant og Ingrid Stagstrup blev genvalgt.
- Det eneste negative, der kom frem, var, at medlemmerne syntes, at foreningen bliver nævnt for lidt i pressen. Det vil vi nu forsøge at lave om på, siger den nyvalgte formand Thorkild Gade.
Der er 60 Landbrugets Seniorklubber på landsplan og der har netop været landsmøde, hvor også Thorkild Gade deltog.
På landsplan er de kun mistet 60 medlemmer det seneste år - altså et medlem pr. forening.
Den 20. april mødes medlemmerne igen i Landbrugets Seniorklub. Man mødes kl. 13.30 i Skovsgaard på Skovsgaardlund, Krobakken, hvor Niels og Lone Hansen viser bedriften frem og fortæller om driften i dag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.