Redningsvæsen

Vand fra ajlebeholder løb ud i å

Otte-10 kubikmeter løbet ud i Uggerby Å

Arkivfoto
Arkivfoto Foto: Torben Hansen

Opdateret kl. 17:25

UGGERBY: Otte-10 kubikmeter vand fra en ajlebeholder fra en gård på hjørnet af Tolstrupvej og Digetvej ved Uggerby løb lørdag eftermiddag ud i Uggerby å.

- Folkene på gården var ved at flytte en mødding, og da det skråner ned mod åen, løb vandet fra beholderen ned i åen, forklarer Dennis Ottesen, indsatsleder ved Beredskabet i Hjørring Kommune.

Indsatslederen oplyser, at gårdejeren selv havde forsøgt at forhindre udslippet ved at bygge en jordvold, men møddingvandet var løbet udenom og ned i åen.

Miljøvagten ved Hjørring Kommune Bente Henriksen blev adviseret og har besigtiget forureningen.

Men der er i øjeblikket en rimelig heftig gennemstrømning af vand i åen, så hun vurderer ikke, at forureningen ville forvolde skader på åen.

Forsiden