Vandet stiger flere steder oven på stormfuld nat

Selv om stormen Malik er aftaget, vil man mange steder i landet kunne se højere vandstande søndag.

Stormen Malik, som lørdag eftermiddag ramte Danmark, har toppet tidligt søndag morgen.

Det fortæller vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), Henning Gisselø.

- Selv om vinden for øjeblikket er aftagende, så stiger vandstanden mange steder i landet, siger han.

Vandstanden kommer til at gøre det en stor del af søndagen.

- Det der sker i løbet af aftenen og natten er, at vandstanden igen begynder at falde. Så vi regner med mandag morgen at have en mere normal vandstandsmåling, siger Henning Gisselø.

Ifølge DMI er det især Nordfyn og de sjællandske fjorde, som bliver ramt af de forhøjede vandstande. Her forudser man, at vandstanden kan komme op mod 1,90 meter over normal vandstand.

Mange andre steder i landet, forventer DMI, at vandstanden kan komme op på 1,30 meter til 1,60 meter over det normale.

- Vandstanden er stadig på vej op, selv om vinden er på vej ned, siger Henning Gisselø.

Nogle af de sjællandske fjorde, som DMI forventer bliver hårdt ramt, er Roskilde Fjord og Isefjord. Begge fjorde blev også ramt af stigende vandstande, da stormen Bodil ramte Danmark i 2013.

Instituttet udsender løbende varsler, som man kan følge. Det kan man blandt andet på deres hjemmeside.

Det højeste vindstød, som DMI har målt, siden stormen ramte lørdag eftermiddag, er 40 meter i sekundet ved Hanstholm. Det blev målt lørdag aften.

Stormen Malik ligger ifølge DMI over Finland søndag. Men selv om stormen er aftagende i Danmark, så kan man stadig opleve vindstød af stormstyrke.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.