Vandløb slynger sig i landskabet
Indsats omkring vandløb skaber et bedre forhold for fisk og smådyr
JERSLEV: Ni vandløb midt i Vendsyssel får et miljømæssigt løft i løbet af foråret. Det er Brønderslev Kommune i samarbejde med Limfjordsrådets Sekretariat, der er i gang med at omsætte de statslige vandplaner til virkelighed.
Syd for Jerslev er Stubdrup Bæk og Svennum Bæk netop blevet genåbnet på en ca. 500 meter strækning. Indtil for nyligt løb de to vandløb i rør to-tre meter under jordens overflade ved Mølholmvej, men nu er vandløbene blevet åbnet i nye slyngede forløb, og der er skabt gode fysiske forhold for fisk, smådyr og planter.
- Forbedringen af Stubdrup Bæk og Svennum Bæk er bare to af en række vandløb der forbedres i Ryå-systemet i løbet af foråret. I alt gennemføres vandløbsforbedringer 14 steder i kommunen. Herunder også i Hallund Å og Klokkerholm Møllebæk, fortæller naturmedarbejder Therese Wallem fra Brønderslev Kommune.
- Forbedring af miljøforholdene i vandløbene stopper ikke her. Over de næste år skal der gennemføres flere projekter i Ryå-systemet for at genskabe vandløbens varierede forhold, genåbne rørlagte vandløbsstrækninger og fjerne spærringer. Alt sammen for at sikre fri passage og gode levesteder for fisk og smådyr.
- I tillæg til de kommunale vandløbsprojekter kommer de frivillige projekter som Brønderslev Lystfiskerforening hvert år gennemfører. Det er oftest projekter, hvor udlægning af grus og sten skaber egnede gydeforhold for ørreder og andre fisk, bemærker Therese Wallem.
Man kan læse mere om projektet på i Limfjordens vandløb på www.Limfjordsraadet.dk, eller på www.havorredlimfjorden.dk, hvor man også kan købe den nye lystfiskerguide "Lystfiskeri i Limfjorden".
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.