Dorf

Vandmølle i drift

Dorf har nu både en vindmølle og en vandmølle

Museerne har en musikalsk møllesvend i Bjarno hvid Jensen. Foto: Peter Broen
Museerne har en musikalsk møllesvend i Bjarno hvid Jensen. Foto: Peter Broen

DORF: Det var en festdag af format, da den gamle vandmølle i Dorf, der kan føres tilbage til 1600-tallet, bededag blev sat i drift igen.

Det skete efter en omfattende restaurering, der blev indledt i fjor.

Formand for Brønderslev Kommunes fritids- og kulturudvalg, Margit Chemnitz (V), og Børge Madsen fra Museerne i Brønderslev Kommune trykkede på knappen, så turbinen begyndte at snurre igen, for at trække kornkværnen.

Margit Chemnitz glædede sig over, at museerne har fået en mere udadvendt rolle, hvilket også har medført større interesse for museerne.

Hun spår museerne i Kommunen en god fremtid, og bemærkede, at de supplerer hinanden godt med forskellige temaer.

Margit Chemnitz fremhævede også de mange frivillige, der gør en indsats på museerne.

Formand for Museerne i Brønderslev Kommune, Ove Thomsen, kunne fortælle, at der har været stor opbakning til renoveringsprojektet, der har kostet 920.000 kr. Projektet er støttet af A.P. Møller Fonden, Spar Nord, Kulturstyrelsen, Grøn Ordning, ligesom der er givet LAG-midler til projektet.

Det er arkitekt Ole Søndergaard Jepsen, der har haft det overordnede ansvar for renoveringen, mens tømrermester Bent Brønden har stået for det praktiske omkring den nænsomme renovering sammen med andre håndværkere.

Ove Thomsen glædede sig over, at en kulturarv sikres for fremtiden.

Museumsleder Anne Dorthe Holm roste Ove Thomsen for det store arbejde, han har gjort med at skaffe penge til renoveringen af møllerne.

Museumsinspektør Lise Andersen fra Møllehistorisk Samling i Hadsund, glædede sig over, at endnu en mølle renoveres. Der er i Danmark ca. 300 vandmøller, hvoraf kun ca. er fredede.

- Allerede i 1100-tallet kommer de første vandmøller, og det er munkene, der indfører dem i Danmark.

Der er også en udstilling tilknyttet til vandmøllen. Den er opbygget af museumsinspektør Lykke Olesen.

I møllehuset kører en film, indspillet af skuespillere, der skildrer arbejdet i en mølle i begyndelsen af 1900-tallet.

Der er også en model af en vandmølle, bygget af pensioneret tømrer Knud Vægter. Her er et møllehjul, der trækkes af vand.

Den dødsulykke, der i 1907 ramte Dorf Vandmølle, skildres også i udstillingen. Her blev en møllesvend klemt ihjel i vandmøllen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden