Vandstanden falder hurtigt efter storm
Natten til mandag falder vandstanden hurtigt, efter stormen Malik pressede store vandmasser ind i farvandene.
Stormen Malik, der ramte Danmark i weekenden, har medført forhøjet vandstand flere steder. Men omkring klokken 03.30 mandag falder den hurtigt.
Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Martin Lindberg.
I Nordsjælland er det kun Roskilde Fjord, som har forhøjet vandstand med 1,14 meter over den normale.
- Ellers er det kommet langt ned under 100 centimeter, siger han.
I Storebælt er vandstanden også kommet ned under en meter over det normale.
I Smålandsfarvandet er den dog stadig høj. I Karrebæksminde er den eksempelvis på 1,10 meter over det normale.
På grund af risiko for forhøjet vandstand har Kronprins Frederiks Bro i Frederikssund været spærret i begge retninger. Den forventes genåbnet klokken 05.00 mandag, skrev Vejdirektoratet på Twitter sent søndag aften.
Ifølge Martin Lindberg er vandstanden i Frederikssund nede på 87 centimeter over det normale omkring klokken 04.30. Omkring klokken 03.30 var den på 99 centimeter, og vandstanden falder langsomt, fortæller meteorologen.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.