Sport

Vanvidssejr til Vendsyssel i sidste minut

Morten Arvidssons tropper var bagud hele kampen, men vandt i sidste minut

19-årige Julie Jensen viste stor styrke og moral i Vendsyssels sejr over Ydun. Arkivfoto: Bent Bach
19-årige Julie Jensen viste stor styrke og moral i Vendsyssels sejr over Ydun. Arkivfoto: Bent Bach

FREDERIKSBERG: Vendsyssel Håndbold havde kun én føring i udekampen mod Ydun. Det var til gengæld også nok, for føringen endte med at blive slutresultatet 27-28.

Da Cecilie Skovgaard sendte bolden i nettet til 27-28 resterede der blot ét minut af kampen, men den ene føring rakte utroligt nok til sejr. Utroligt fordi vendelboerne var bagud i opgørets resterende 59 minutter og havde leveret en langtfra godkendt præstation mod bundproppen Ydun.

Med tyve minutter tilbage ved stillingen 22-16 til Ydun tog Vendsyssels cheftræner Morten Arvidsson timeout, og derfra vendte kampen totalt på hovedet:

- Vi talte om, at Ydun ofte spiller fornuftigt i store dele af kampene, som de også gjorde i dette opgør. Men så går de ned i det sidste kvarter. Det sagde jeg til dem i timeouten og det skete så igen, fortæller Morten Arvidsson.

Hjulpet på vej af et forsvar, der pludselig fungerede og den 19-årige bagspiller Julie Jensen, der er i gang med sin første sæson som senior, lykkedes det at vende et truende nederlag til en noget ufortjent sejr.

- Det var på grænsen til det uretfærdige, at vi vandt, men sådan har det været i mange kampe i år for Ydun, fortæller Morten Arvidsson.

Topscorer og kampens store lyspunkt for Vendsyssel Håndbold blev 19-årige Julie Jensen, der viste flot moral og ukueligt gåpåmod. Hun blev noteret for otte mål.

- Hun var vores eneste skudtrussel fra distancen i dag. Hun brænder de første tre skud, men så bider hun tænderne sammen og bliver ved med at forsøge, og det lykkedes så. Det er flot af så ung en spiller, siger Morten Arvidsson.

Vendsyssel Håndbold er med sejren stadig nummer fem i kvindernes næstbedste håndboldrække.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden