Fodbold

Vanvittigt målorgie i pokalderby

”Slaget Om Vesterhavet” endte med en 5-4 sejr til FS Vestthy

Vestthy mod Hanstholm Foto: Peter Mørk
Vestthy mod Hanstholm Foto: Peter Mørk Foto: Peter Mørk

HANSTHOLM: Pokalderbyet mellem hjemmeholdet Hanstholm IF og gæsterne FS Vestthy var på forhånd udråbt til ”Slaget om Vesterhavet”, og selvom FS Vestthy spiller i Serie 3, mens Hanstholm huserer i Serie 4, var der lagt op til et brag af en kamp. Og det blev det.

De cirka 100 fremmødte tilskuere fik alt den underholdning, de kunne drømme om. Der var intense nærkampe på midten af banen og vidunderligt mange chancer i begge ender.

Derfor var det på alle måder på sin plads med ni mål, seks advarsler og et rødt kort. Det hold, der i sidste ende trak det længste strå, var FS Vestthy, som kan drive videre mod Parken med en 5-4 sejr.

Målrig start

Allerede fra kampens start vrimlede det med store målchancer, og efter otte minutter bragte Eric Andersen FS Vestthy på 1-0. Efter 12 minutter blev der udlignet, og efter 13 minutter var der vendt rundt. 2-1 til Hanstholm. Begge mål af Patrik Andersen.

I slutningen af første halvleg fik både Martin Myhre og Mathias Bunk fra Hanstholm IF gult med cirka 10 minutters mellemrum, men resten af scoringerne lod vente på sig til anden halvleg.

Den var kun syv minutter gammel, før Lasse Jensen udlignede for FS Vestthy. Fire minutter senere havde gæsterne endda bragt sig foran 3-2. Denne gang var Mikkel Jensen målscorer.

Rødt kort til sidst

I 67. minut scorede Patrick Andersen fra Hanstholm IF hattrick til 3-3, men inden hans navn blev noteret på blokken for tredje gang, lå bolden igen i Hanstholm IF’s mål. Casper Sørensen havde scoret til 4-3 til udeholdet.

Men Patrick Andersen var stadig ikke færdig. Med 20 minutter tilbage scorede han sit fjerde mål. 4-4.

Kampens afgørende mål faldt efter cirka 80 minutter, da Preben Frank afgjorde kampen.

Til sidst endte det med et regulært kortspil. Først fik begge anførere, Jacob Svane og Rasmus Larsen, gult. Søren Hansen overtog anførerbindet for hjemmeholdet. Kort efter fik han gult, og i arrigskab kastede han anførerbindet i jorden og så rødt. I de døende sekunder fik FS Vestthys Casper Sørensen lagt låg på kampen med et gult kort for at sparke bolden væk.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden