Naturvidenskab

Varm modtagelse af ny svømmehal

Brugerne er enige - Aalborgs ny svømmehal er lidt varmere. I hvert fald i temperaturen

Livredderne er meget synlige med røde trøjer, fløjte om halsen og et bælte om livet med basalt førstehjælpsudstyr og walkie-talkie. Otte livreddere er fastansat, men Anders Kirkeskov er afløser.
Livredderne er meget synlige med røde trøjer, fløjte om halsen og et bælte om livet med basalt førstehjælpsudstyr og walkie-talkie. Otte livreddere er fastansat, men Anders Kirkeskov er afløser.

Vandet er varmere,. Der er plads til både vovehalse og vandhunde, og wellness-afdelingen er næsten på højde med det udbud, som langt dyrere feriecentre disker op med. Der er mange rosende ord til Aalborgs ny svømmehal i Gigantium, der nu har været i drift i lidt over en måned. Endnu mangler finjusteringen og lidt detaljer som en klatrevæg over udspringsbassinet, men brugerne synes kort sagt, at svømmehallen giver god mening. - Det er dejligt, at man har flere bassiner, så der er noget for de små, så vi ikke render dem omkuld, siger pigerne Caroline Jepsen og Sigrid Ravnholt Kristensen, som er cyklet til svømmehallen, for de bor ikke så langt væk i Vejgaard. Aflaster de andre haller Pigerne er også ret enige om, at vandet er varmere her i Gigantiums svømmehal end i byens andre haller, og det er rart. Hans Jørgen Munch Uggerhøj fra Øster Sundby er også imponeret midt i sit første besøg. Han har datteren Juliane på to år med i rutsjebanen, og den lille pige ser ud til ikke at kunne få nok. - Vi plejer at komme regelmæssigt i Haraldslund, men det her virker rigtig godt, og så kan en ekstra svømmehal tage noget af trykket på de andre haller, hvor der kan være noget klemt i børneafdelingerne. Og gæsterne har det med at klumpe sig sammen i weekenderne. Det må den ny svømmehal også erkende. - Svømmehallen er godt benyttet af familier i weekenderne, mens det er mere stille på hverdagene. Vi har dog heller ikke gjort så meget ud af markedsføring endnu, fordi vi gerne ville have en stille og rolig start, siger Morten Hvilsom Larsen, daglig leder for svømmehallens personale. Den første måned er 10.500 gæster gået gennem tælleren, og overslaget for svømmehallen ligger på cirka 250.000 gæster på årsbasis. Men Morten Hvilsom Larsen tror på endnu flere besøgende, når der for alvor kommer gang i babysvømning, vandaerobic og tilbud til firmaer. Wellness også for børn Også wellness-området på første sal bliver nu åbnet på klem for familier. Fredag eftermiddag kan forældre tage børnene med i wellness-afdelingen uden ekstra beregning for børnene. Det er okay med den ene dag, lyder det fra Myrra Smith fra Hasseris, som slænger sig i et spabad. - Som studerende betyder det noget, at jeg kommer ind til en overkommelig pris, og tilbuddet kan næsten sammenlignes med wellness i større feriecentre, siger Myrra. Hun kan vælge mellem spabad, koldtvandsbad, biosauna (med dufte), almindelig sauna eller dampbad. Det er varmere Og så er der lige det med temperaturen på vandet. Kan det passe, at det er varmere end i de andre svømmehaller i byen? Noget er der om snakken, for Skansebadet er tilpasset konkurrencesvømning og ligger lige lidt under Gigantiums 27-28 grader. - Det er vores kunder, som bestemmer, om det er for varmt eller koldt, men de fleste kan godt lide, at det er lidt varmt, siger Jørgen Smed, der er økonomiansvarlig for svømmehallen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden