Gandrup

Varmeforsyning får ny ejer

Bestyrelsesformand Sven Jensen (tv) fra Gandrup-Vester Hassing Varmeforsyning underskrive aftalen med Lasse P. N. Olsen (EL). Foto: Aalborg Kommune
Bestyrelsesformand Sven Jensen (tv) fra Gandrup-Vester Hassing Varmeforsyning underskrive aftalen med Lasse P. N. Olsen (EL). Foto: Aalborg Kommune

AALBORG/GANDRUP/VESTER HASSING: Der var flag på bordet, da Aalborg Varme A/S fredag underskrev en kontrakt med Gandrup-Vester Hassing Varmeforsyning om at overtage forsyningen. Forhandlingerne har nemlig kørt over lang tid. Faktisk i flere omgange siden 2009.

Bestyrelsesformanden i Aalborg Energikoncern, Lasse P. N. Olsen (EL), udtrykker i en pressemeddelelse fra Aalborg Kommune glæde i forhold til, at aftalen endelig er faldet på plads.

- Kontrakten sikrer kunderne i Gandrup-Vester Hassing en fornuftig varmepris. Desuden får vi i Aalborg Varme A/S nu mulighed for at afprøve en ny takststruktur i et pilotområde.

Varmeforsyningen i Gandrup-Vester Hassing afregner efter den forbrugte energi (megawatt) i stedet for mængden af fjernvarmevand. Og denne afregningsform vil Aalborg Varme A/S gerne afprøve. Overtagelsen bliver dermed til glæde for begge parter.

Efter 42 år i bestyrelsen er formand Sven Jensen fra Gandrup-Vester Hassing Varmeforsyning helt tryg ved at overdrage forsyningen til Aalborg Varme A/S.

- Takststrukturen har været et af de helt store emner på generalforsamlingerne. Derfor betyder det meget for forbrugerne i området, at afregningen fortsætter efter megawatt, lyder det i førnævnte pressemeddelelse, hvor også direktør i Aalborg Varme A/S, Jesper Høstgaard-Jensen, udtrykker glæde omkring aftalen.

- I Aalborg er vi klar til at levere varme til endnu flere borgere. Varmeforsyningen i Gandrup-Vester Hassing bruger nu efteråret på at få skiftet de sidste målere og få nye sendere i dem alle. De nye målere sender løbende data ind til os i Aalborg Varme A/S og gør det dermed lettere at følge forbruget.

Medarbejderne fra Gandrup-Vester Hassing Varmeforsyning fortsætter deres ansættelsesforhold under Varme A/S, når overtagelsen træder i kraft pr. 1. januar 2018.

Gå til relaterede emner

Forsiden