Varmeforsyningerne brænder for varmen

Varmeværkerne arbejder på højtryk for at holde varmen.

Der bliver i disse dage skruet godt op for radiatorerne rundt om i de thylandske hjem. Foto: Peter Mørk

Der bliver i disse dage skruet godt op for radiatorerne rundt om i de thylandske hjem. Foto: Peter Mørk

Galleri - Tryk og se alle billederne.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kong vinter har de seneste tre vintre demonstreret, at der stadig er liv i ham. Der var ellers tegn på, at han denne vinter var gået i dvale, men en brat opvågning har fået thyboer til at skrue op for varmen, og kommunens varmeforsyninger til at sende flere megawatt ud til brugerne og de forslugne radiatorer. I snit ligger stigningen den første uge af februar sammenlignet med sidste uge i januar på mellem 15 og 20 procent. Hos Thisted Varmeforsyning fortæller souschef og varmemester Henrik Schultz, at i forhold til samme periode for ét år siden, har produktionen af varme ligget 15 procent højere. Og det selv om januar 2011 også var kold. Men ikke så kold som nu, hvor der i det indre af Jylland er målt ned til minus 22-23 grader Celsius. - Vi kan mærke en stor stigning i forbruget omkring klokken otte om morgenen, når folk drejer op for radiatoren, siger Henrik Schultz, der betegner produktionen som kørende på fuld hammer. Frøstrup Det samme billede tegner sig i både den nordlige og sydlige del af kommunen. Daglig leder af Frøstrup Varmeværk Philip Kusk producerer lige nu med hans egne ord varme for fulde gardiner. Han ligger ikke inde med en opgørelse over, hvor meget mere varmeværkets 260 brugere har skruet op for varmen i forhold til samme måned i 2011. - I det seneste halve år fra 1. juli 2011 til 31. januar 2012 har vi produceret 17 procent færre megawatt end i samme periode i 2010 til 31. januar 2011, fortæller Philip Kusk og tilføjer, at årsagen har været lune temperaturer helt frem til slutningen af januar i år. Frøstrup Varmeværk har været forskånet for uheld, og Philip Kusk kan ligeledes sove roligt for så vidt det gælder lagermængden af skovflis. - Det har vi nok af, og man bliver jo en populær skikkelse i byen, når værkets 260 brugere får den varme, de har behov, siger Philip Kusk. God testperiode Varmemester Preben Bjerre, Vestervig Fjernvarme, oplever faktisk positive elementer i den seneste uges hårde frost. Vestervig Varmeværk har netop taget et nyt fyr i brug, og det arbejder, som leverandøren stillede i udsigt. - Vi har de seneste uger produceret 3,5 megawatt, men er den sidste uge gået op til 4,2. Det svarer til en stigning på omkring 20 procent, og det nye fyr er i stand at tage mere energi ud af flisen, end vi havde regnet med, siger Preben Bjerre. Vestervig Fjernvarme har cirka 530 brugere, og værket har oparbejdet et stort lager af flis. Og ifølge Preben Bjerre er der nok til en lang og hård vinter.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.