Varmer op til Festuge
Mariagerfjord Festuge starter 2. maj både i Hadsund og i Hobro
Opdateret 24. september 2013 kl. 14:40
MARIAGERFJORD: Startskuddet har lydt til endnu en festlig uge i Mariagerfjord. I perioden 2. til 11. maj næste år afvikles tredje version af Mariagerfjord Festuge med fokus på det gode kultur- og fritidsliv mellem fjord og skov.
I 2010 og 2012 blev der begge år afviklet 60 – 80 forskellige aktiviteter i hele kommunen med alt fra idræt til kulturelle highlights, garneret af mindre arrangementer i små lokale foreninger.
- Vores erfaring fra tidligere år er, at vores foreningsliv og vore institutioner har rigtig meget at byde ind med, siger formanden for Festugens Styregruppe, Jane Grøn, Mariager.
- I 2014 vil der være et særligt fokus på børn og unge. Derfor har vi etableret en arbejdsgruppe, der sammen med skoler, børnehaver, foreninger m.v. kan tage hånd om denne vigtige opgave, fortsætter Jane Grøn.
De næste par måneder kan foreninger og andre byde ind med forslag til aktiviteter i Festugen.
Foreningerne har fået en direkte henvendelse, men alle kan uploade ideer på festugens hjemmeside, www.festuge.nu inden udgangen af november.
Festugen har fået nyt logo. Det er produceret af kunstner og grafiker Kiss Jønsson, Stinesminde, der i øvrigt også er medlem af styregruppen. Logoet udtrykker den mangfoldighed som festugen repræsenterer.
Tidligere blev Festugen åbnet ved et arrangement i Mariager Frikirke. Næste år skydes festugen i gang i kompagniskab med kommunens to største handelsstandsforeninger.
I både Hobro og Hadsund kombineres Festugen med et Open by Night fredag 2. maj med et alsidigt program det meste af dagen.
- Vi håber, at vores store foreningsliv vil bidrage til at gøre dagen festlig, siger formanden for Hobro Handelsstandsforening Søren Greve.
Kultur- og fritidsudvalget støtter Festugen med 100.000 kroner. Derudover arbejdes der med diverse sponsorater samt økonomisk bidrag via fonde og puljer.
Formålet med Festugen er at skabe en større fælles event, der sætte fokus på mangfoldigheden i kultur og fritidslivet.
Aktiviteterne kan være alt fra motionsløb til klassiske koncerter og fra gadeteater til udstilling af modeltog.
Alle foreninger, enkeltpersoner, landsbyer, institutioner m.v. opfordres til at lægge hovederne i blød og komme med gode forslag og ideer til arrangementer, som man selv vil stå i spidsen for, eventuelt i samarbejde med andre.
Måske er der brug for lidt økonomisk hjælp, for eksempel i form af en underskudsgaranti. Festugens styregruppe modtager også gerne forslag til aktiviteter, der kan gøre åbningsarrangementet særligt festligt fredag 2. maj.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.