VEB dukket i drama
DM-finalen bliver uden deltagelse fra Vendsyssel Elite Badminton
Opdateret kl. 22:33
FREDERIKSHAVN: Drama for alle pengene havde været rammende, hvis altså publikum ikke havde fået gratis entre. Vendsyssel Elite Badminton (VEB) forspildte torsdag aften muligheden for at komme i den første DM-finale i historien. Det skete med mindst mulig margin.
For anden gang på to dage endte semifinalekampen i den danske badmintonliga 3-3 mellem VEB og Skælskør-Slagelse. Det betød, at et golden set skulle afgøre semifinalen. Her tabte nordjyderne klart med 21-11. Holdkampens start tydede ellers godt for VEB. Nordjyderne tog tre sejre i de første første fire kampe af holdkampen.
Raul Must vandt en tæt 2. herresingle i tre sæt, Clara Nistad udraderede sin modstander i damesingle med to gange 21-2, mens også mixeddoublen sejrede sikkert i to sæt. Og faktisk var nordjyderne tæt på at gøre rent bord og vinde holdkampen 4-0, men Victor Svendsen, verdens nummer 86, måtte give fortabt i tre sæt mod verdens nummer 18, Hans-Kristian Vittinghus.
Foran med 3-1 efter de fire kampe første behøvede nordjyderne blot en enkelt sejr i en af de to sidste kampe, herredoublen og damedoublen. Eller en sejr i golden set. Ingen af de tre muligheder lykkedes. Herredoublen måtte give fortabt i to sæt, mens den nye damedouble med Beiwen Zhang, der ellers er Vendsyssels damesinglespiller, og Emma Wengberg kom ud i tre sæt. Tredje sæt blev tabt med 21-15. Dermed skulle nordjyderne og vestsjællænderne ud i et altafgørende golden set.
Mixeddoublen Jacco Arends og Maria Helsbøl fra VEB duellerede her med gæsternes Anders Skaarup Rasmussen og Line Kjærsfeldt. VEB fik en mareridtsstart og kom bagud 8-2. Det kunne de ikke komme tilbage fra og tabte altså sættet med 10 bolde. Dermed står den på bronzekamp for VEB 3. maj. Vinder nordjyderne bronze, vil det tangere deres bedste placering i badmintonligaen.