Badminton

VEB op mod Skovshoved

Vendsyssel Elite Badminton tabte 1-5 til Skælskør/Slagelse torsdag aften og skal nu op mod Skovshoved i DM-kvartfinalerne. Værløse hentede en choksejr på 4-2 i Greve.

Peter Mikkelsen stod for den enlige VEB-sejr torsdag aften. VEB tabte 1-5 til Team Skælskør/Slagelse.
Foto: Jesper Thomasen
Peter Mikkelsen stod for den enlige VEB-sejr torsdag aften. VEB tabte 1-5 til Team Skælskør/Slagelse. Foto: Jesper Thomasen
- Nu bliver det væsentligt sværere. Vi skal op mod Skovshoved i kvartfinalen, da Værløse meget overraskende slog Greve 4-2 i Greve samtidig med, at vi selv tabte til Team Skælskør/Slagelse, sagde en fattet men lidt rystet VEB-sportschef Peter R. Jensen kort efter nederlaget i mellemgruppe A's sidste spillerunde. VEB var torsdag aften uden trioen Thomas Laybourn, Yao Jie og Zvonimir Durkinjak, og det kunne uden at forklejne vikarerne mærkes. Nederlaget havde såmænd ikke været så slemt, hvis bare ikke Værløse havde overrasket og besejret Greve 4-2 i Greve. Det betød nemlig, at VEB dumpede fra tredje- til fjerdepladsen i deres mellemspilsgruppe og nu skal op mod vinderen af den anden, Skovshoved med den tidligere Triton Aalborg-spiller Jan Ø. Jørgensen som en af de ketsjersvingende hærførere. DM-kvartfinalen mellem VEB og Skovshoved spilles i Frederikshavn søndag 26. februar. - Vi skal sættes vores lid til, at det kan være en fordel at spille på hjemmebane, og så har vi slået Skovshoved før i denne sæson, fortsatte VEB-sportschef Peter R. Jensen. Peter Mikkelsen stod for den enlige VEB-sejr torsdag aften mod Team Skælskør/Slagelse, da han hentede den 12. sejr i 12 kampe i denne sæson.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden