VEB’s stime blev stoppet
Værløse bremsede Vendsyssel Elite Badmintons række af sejre
Opdateret 10. maj 2022 kl. 16:37
VÆRLØSE: Efter seks sejre i træk måtte Vendsyssel Elite Badminton (VEB) tirsdag forlade banen som tabere i Badmintonligaen.
På udebane mod Værløse led vendelboerne et nederlag på 2-4
Vendsyssel kom ellers godt fra land, da Beiwen Zhang i sin damesingle vandt et tæt opgør mod Anna Thea Madsen med cifrene 21-15, 16-21, 22-20. Værløse sørgede dog hurtigt for balance i regnskabet, da damedoublen faldt ud til sjællændernes fordel. Thilde Mattisson og Julie Finne-Ipsen vandt 20-22, 21-15, 21-12 over Emma Wengberg og Clara Nistad.
Opgøret i Værløse var i det hele taget en tæt affære, men marginalerne tippede over til sjællændernes fordel, da Værløse i både mixeddouble og herredouble vandt efter tre sæt.
I mixeddouble vandt Søren Gravholt og Mai Surrow med 21-13, 25-27, 21-19 over Nicky Bach og Maria Helsbøl, mens det i herredouble blev til en 22-20, 14-21, 21-17-sejr til Nikolaj Overgaard og Steve Olesen over Lasse Mølhede og Zvonimir Durkinjak.
VEB’s sidste håb om point blev slukket, da Rasmus Messerschmidt vandt anderledes let med 21-16, 21-10 over Victor Svendsen i herresingle, og dermed var det kun af kosmetisk betydning, at Raul Must i 2. herresingle vandt over Mikkel Mikkelsen.