Veddum-firma kåret til gazellevirksomhed
Drømmehuse ApS er gået imod strømmen - med stor succes
VEDDUM: Finanskrisen har de seneste betydet stilhed i byggebranchen, og skulle der endelig bygges, var det primært typehuse. Men Drømmehuse ApS, der er beliggende i Veddum ved Hadsund, valgte at gå imod strømmen og det med så stor succes, at firmaet netop er blevet kåret til gazellevirksomhed 2013.
Det er Børsen, der hvert år kårer årets gazellevirksomheder, hvor kriterierne er, at virksomheden de seneste fire regnskabsår skal have haft en kontinuerlig vækst i omsætning og bruttoresultat, og samlet set skal have mere end fordoblet omsætningen eller bruttoresultatet i perioden.
Ud af de 500.000 virksomheder, der er registreret i Danmark, har 843 virksomheder opnået gazellestatus i 2013. Heriblandt altså Drømmehuse ApS.
- Vi er naturligvis rigtig stolte af, at vi er blevet gazelle. Ikke mindst fordi vi har opnået det i en vanskelig periode for vores branche, og fordi det bekræfter os i, at vores strategi med fokus på høj kvalitet i vores byggerier har været rigtig. Mange har i tidens løb opfordret os til at sadle om, men vi har holdt fast, fortæller Mathias Knudsen, der sammen med Bjarke Knudsen stiftede Drømmehuse ApS i 2005.
Udover byggeri af liebhaveri til private er erhvervsbyggeri også et stort forretningsområde hos Drømmehuse ApS.
Samtidig er renoveringsopgaver - såvel store som små - en væsentlig del af dagligdagen, ligesom flere af virksomhedens medarbejdere er uddannede energivejledere, hvilket også har været en rigtig satsning, da energirigtige løsninger spiller en større og større rolle i byggerier.
Et andet område, hvor der har været pænt gang i den hos Drømmehuse de seneste år, er montage af solceller, hvor der efter en pause igen er ved at komme gang i markedet.
- Vi har hele tiden prøvet at være på forkant med markedet, og løbende tilpasset os de behov, der er opstået. Det har også været en del af vores succes, fortæller Bjarke Knudsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.