Veje og vildveje i livet og i kunsten
Eric Kaare fortæller, hvorfor kunsten stadig er en messe værd - og kan få en gammel cirkushest til at slide i tøjret
SÆBY: At få fat på Eric Kaare, er som at fange en flue med et fingerbøl - det går bare ikke.
Forleden lykkedes det så alligevel af få ham til at sætte sig ned og fortælle om sine mange år med kunsten - og hvorfor han stadig bliver ved med at ville have med kunsten at gøre - efter snart 45 år.
Også selv om han måske skulle være blevet klogere - især nu han fylder 60 år i overmorgen den 3. maj.
- Og det var uhyre enkelt at begynde at udstille heroppe, for der var ingenting af den art heroppe. Den nærmeste udstilling var i Skive. Men så kom jeg jo til at snakke med Poul Sørensen, Svend Danelund, Niels Helledie og Jens Særker Sørensen, og det betød at jeg også kom ind i kunstnerlivet i Galleri Sleipner. Jeg var også heldig at møde Bjørn Nørgaard i 1970. Han var jo herostratisk berømt, fordi han netop havde udstillet en slagtet hest. Sandheden var i virkeligheden, at det var en hest, der alligevel skulle slagtes på grund af alderdom. Og at det var en rigtig slagter, der gav den dødsstødet og skar den ud. hesten kom på 400 syltekrukker, men det endte med, at der også måtte fryseposer til. Men det med selve slagtningen var der ikke meget skandale over. Det gav imidlertid genlyd i pressen og i kunstverdenen - og jeg var heldig at få ham herop og lave en udstilling med ham. Sammen med Poul Sørensen inviterede jeg ham til at holde et foredrag på Hånbæk Skolen, fortæller Eric Kaare.
I 1971 startede han som medhjælper på børnebiblioteket i Frederikshavn - og her kom han snart i gang med at udstille månedens billede.
Benzin på kunstbålet
- Min chef var frk. Benzin, og hun var kunstsamler havde god forstand på kunst - og også stærke synspunkter på kunst. Hun havde også et dårligt ben og sad i sin kontorstol på hjul, og når hun blev rigtig engageret i vores diskussion, fræsede hun i stolen fra den ene ende af lokalet til den anden. år hun så kom tilbage, havde hun fået spidset sine argumenter, og så fik jeg en ordentlig skylle. Det var meget fornøjeligt og lærerigt husker Eriks Kaare.
Han var blevet lokket til Vendsyssel af sine forældre med en knallert. Hans far arbejdede nemlig som maskinmester på bl.a. Statsfængslet Møgelkær ved Juelsminde og siden på Kragskovhede i Jerup nord for Frederikshavn.
Kunsten og de vilde diskussioner satte imidlertid gang i en kædereaktion - og i 1973 åbnede han sin første Påskeudstilling på Frederikshavn Gymnasium.
Nysgerrig og drilagtigt
Men hvorfor kunsten - og ikke noget andet?
- I dag går jeg efter det samme, som jeg gjorde dengang. Selv om det godt kan være, at mine næsebor har fået en mere udtalt luftesans. Jeg er nysgerrig og vil have noget, der trigger mig. Og hvordan jeg har fået fat i de de store kunstnere - jamen, jeg har bare været heldig at spørge de rigtige på det rigtige tidspunkt, siler Kaare.
Ellers har han ingen fiduser til, hvordan man gør.
- Næh, det er tværtimod meget enkelt. Jeg går efter ærlighed og uforudsigelighed. Helt banalt - hvis folk ikke er i deres kunst, som de er i sig selv, så bliver det hult. Mange tror det er vigtigt, hvordan deres visitkort, brevpapir og hjemmeside ser ud. Det er uendeligt ligegyldigt - især hvis deres kunst ikke er noget, der kommer lige fra dem selv: Og nu er der jo også stor forskel på kunst og design. Når dine motiver først er trykt på drikkedunke, puder, krus, servietter, skåle og fade spinder du jo bare guld. Det betyder ikke, at det har noget som helst med kunst at gøre, siger Eric Kaare.
Fiduskunstens flimmer
Han giver et par eksempler.
- Hr. og fra Danmarks kan måske ikke se det, men hvis man lagde en kunstbog med en bestemt italiensk kunster og en anden med kunstneren Miro frem - og blandede de to udtryk - så ville det måske lige pludselig gå op for dem, at her var tale om en helt anden slags kunst - nemlig fiduskunst, hvor streg og idé er kopieret. Ikke andet. Selv om Svend Engelund en gang sagde, at hvis man blev kopieret, så kunne det jo ikke være helt galt - med dét man altså selv maler - og som så bliver kopieret, smiler Eric Kaare.
- Men det er det, jeg har været oppe imod i hele min tid som gallerist - forlorenheden og det postulerede. Og så kan du sige, at jeg ikke skal bestemme, hvad der er kunst. Det skal jeg heller ikke, men jeg skal i hvert fald bestemme, hvad jeg selv udstiller. Og hvilke kunstnere jeg samarbejder med. Vi samarbejder typisk i tre-fem år - i et kreativt, konstruktivt modspil - før jeg overhovedet udstiller noget af dem, siger Kaare.
Kunsten som tidløs brobygger
For nogle år siden løb han ved et tilfælde ind i nogle interessante mennesker i forbindelse med en udstilling med Ian Rusth i London. Meryl Streep var der, fordi hendes mand, skulptøren Don Gummer, også udstillede der.
- Jeg kom til at sidde og tale kunst i lang tid med en venlig mand. Vi var de to eneste, der ikke bar slips, så vi blev hurtigt enige om, at det bare var sådan, dét skulle være. Kunsten bygger jo bro, og møder man folk, der har synspunkter på og meninger om kunst, så er det spændende at få en snak med dem. Denne mand spillede i øvrigt teater i London. Så jeg en aften gik jeg hen og så ham spille Shylock i Shakespeares ”Købmanden i Venedig” - og det var selvfølgelig Dustin Hoffmann. En stor skuespiller og en mand med forstand på kunst, fortæller Eric Kaare.
Verdenskunst i provinsen
Han har også udstillet verdenskunstnere som Corneille, Coignard, Cesar og Armand i galleriet i Skolegade.
- Det er jo en stor fornøjelse at få den slags kunst til Galleri Nordenvind i Sæby. Men jeg skal altid ud og se, hvad jeg kan drive op. Den gamle cirkushest rykker hele tiden i tøjlerne - nogle gange langt længere, end det er rimeligt. Og så laver jeg hele tiden små benspænd for mig selv. Udfordringer. Helt ærligt, jeg udstiller allerførst for mig selv - og så er jeg rigtig fornøjet, når der kommer en masse mennesker og ser på det. og jeg viser kunst, der er interessant - kunst, der er skabt på prods og uanset kommerciel succes. Det er en lykkelig konstellation at jeg kan samarbejde med dygtige kunstnere som gallerist og samtidig være med til at skubbe til dem, bane vejen, udvikle dem. Måske få dem et stykke videre. Ma skal ikke scanne horisonten for at se, om det er de blå heste, der bliver moderne og sælger til sommer, hvis det er gule appelsiner, man har lyst til at male. Så lad os se de appelsiner, og se, om de er noget ganske særligt - noget unikt, siger Eric Kaare.
I påsken havde han udstilling i Retfærdigheden, hvor han nu har Galleri Nordenvind - selv om der stadig er rester af Nordenvind i Skolegade 2, hvor Kaare har huseret siden 1985. Før da havde han galleri på Gasværksvej 18 i Sæby.
Masser af tilbud
- I Retfærdigheden kom 2200 gæster, hvilket var en god sjat. Det mest overraskende var imidlertid, at 156 gæster spurgte, om jeg ville udstille deres billeder. Nu siger jeg jo aldrig nej til at kigge, men omvendt bestemmer jeg jo også, hvad der skal hænge på væggene. En af de mange gæster sagde, ja, for jeg sælger godt. Og så har vi dén igen! Det er ikke afgørende for mig. For jeg vil udfordres, irriteres, få lyst til at gøre noget ved deres billeder. Får jeg ikke det, må jeg altså desværre sige pænt nej tak. Og det svar er der rigtig mange, der ikke kan forså, siger Eric Kaare.
Det afholder ham dog ikke fra at sige nej - nogle gange temmelig tit. For tit?
- Der er i hvert fald kommet rigtig meget mere husmorkunst i omløb i de senere år, og det er ikke interessant for mig. En kunstner skal være i besiddelse af så stort et mod, at vedkommende skal smadre formen en gang i mellem og begynde helt forfra. Og formen skal være helt i stykker, så den ikke kan klinkes. Især ikke af andre, der vil kopiere den, siger Kaare.
Blandede bolcher
Nu skal det ikke kun dreje sig om kunst. Eric Kaare har sammen med bl.a. en hollandsk trykker og igangsætter været med til at starte en skole i Udaipur i Radjastan i Indien. Et spændende foretagende, hvor unge mennesker væver, trykker, designer og skaber nye kunstarter - i et slags udviklingsprojekt.
- Det er meget spændende at følge den udvikling, og se, hvordan de unge udvikler og forfiner traditionelle håndværk lokalt i Udaipur, smiler Kaare.
Det har bl.a. ført en række æstetisk smukke håndvævede og trykte silketørklæder med sig. Selvfølgelig spundet af lokale silkeorme.
Forlaget Nordenvind udgiver også bøger - senest ”Total Work” om kunstneren George Heidweiller - og hans ”Urban landskapes”. Dén bog udgives netop i overmorgen - på dagen hvor Erik Kaare fejrer sin 60-års fødselsdag i Galleri Nordenvind i Retfærdigheden - som er den nyeste manege for den gamle cirkushest.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.