Velstand og velfærd

I sensommeren 1945 kravlede min unge far op på en åben godsvogn på Padborg station efter besøg i Bov præstegård og kørte til Vejle N station, hvor han sprang af og gik ud til Grejsdalens Ungdomsskole, hvor han boede, mens han var kapellan i Hover/Grejsdalen pastorat.

På Kanten
Peter Michael Lauritzen
Ungdomsuddannelser 23. februar 2012 05:00

I et brev fra samme tid til sin far i Bov spurgte han interesseret, hvornår Ford-bilen, der havde stået opklodset det meste af tiden under besættelsen, blev klodset ned og kom ud af garagen. I dag flyver mine børn stort set hele verden rundt med alle slags airlines. En weekend i København regnes for ingenting og kaldes bare en smuttur - et udtryk, jeg kun kunne bruge i min ungdom, hvis jeg tog fra landsbyen Fole ind til storbyen Ribe. Tilværelsen har multipliceret sit volumen i en helt fantastisk grad. I marts 1948 holdt daværende handelsminister Jens Otto Krag en tale i radioen til den danske befolkning, hvor han fremstillede den økonomiske situations alvor. Der var kødmangel i Danmark på grund af tidligere års fejlslagne høst og nedslagtninger af dyrehold i staldene. Appelsiner og chokolade kunne man se frem til næste år. Den danske valutabeholdning var sårbar, og al handel foregik gennem bilaterale aftaler. Krag manede til besindighed og forsigtig optimisme. "Fremtidens Danmark", Socialdemokratiets manifest fra efteråret 1945, lå langt ude i fremtiden. Men allerede i 1961 kunne man gå til valg på sloganet "Gør gode tider bedre" og gennemføre den revolution, der lærte alle at spise med kniv og gaffel, lægge hvid dug på bordet og gå i indkøbscentre med bugnende varehylder. Middelklasse-Danmark lå i støbeskeen. Parcelhuse til 1,4 millioner danskere, vuggestue, børnehave og nye skoler til de store generationer samt sikre vilkår for de gamle med folkepension, alderdoms- og plejehjem gjorde tilværelsen så antiheroisk banal, sikker og "borgerlig", at ingen generation havde kunnet drømme om noget, der lignede. Selv har jeg aldrig oplevet "institutionernes tyranni". Der var ingen vuggestue eller børnehave i Barmer, men et dejligt frit og råt legerum på gårdene, nede ved Brugsen, på toppen af den farlige grusgrav eller på fodboldbaner, der blev anlagt på græsmarker med kokasser spredt overalt og mål lavet af stjålne eller fundne rafter. Vi gik i skole hver dag til og med lørdag på en flot centralskole med en højpandet inskription i hallen: At tænke frit er stort, at tænke ret er større. Den lavlængede enelærerskole lå ved en bakkefod op mod Trehøje og lignede et gudsforladt husmandssted, hvor intet kunne læres. Klosterkirken ud til Halkær Bredning kom i statsligt eje, og kirkeminister Bodil Koch ankom fra København og kastede glans over begivenheden. Præstegården i Barmer stod på den anden ende, og klosterets nye hofjægermester trak i pynt og pragt. Aldrig var der set så flotte biler i Barmer. Vi kørte i en dueblå Hillmann med plasticsæder. Der blev satset på uddannelse i efterkrigsårene. Folkeskoleloven af 1958 var en døråbner til et moderne Danmark. Velstand og uddannelse skulle skabe et trygt samfund, hvor ingen gal underpostmester kunne finde på at være en helt og dø i krigen for et eller andet heroisk projekts skyld. Velfærdsstatens store opgave var at skabe tilfredse borgere, der ikke ville så meget mere end at have et godt liv. De store ideologier ville skabe helte, der skulle lide heltedøden for nationen, for en stor idé eller skæbne eller for proletariatet. Fascismen og nazismen havde sine krigeriske helte, og krigen var noget meget større end et trygt embede som stationsforstander på den nu nedlagte Sebbersund station, hvor vi hentede vores gæster fra Sjælland og Sønderjylland. Storheden havde udspillet sin rolle, og trygheden var blevet et godt livsmål. Fjernsynet var opfundet og også kommet til udkanterne. Vi kanaliserede vores uhelbredelige heltedrømme ind i sportsstjerner og amerikanske skuespillere og én enkelt præsident eller den legendariske Robin Hood, der blev vist hver lørdag eftermiddag i sort-hvid og 21 tommer Arena. Det var tidligt et synspunkt, at velstand og velfærd var forskellige. I åndslivet var det nærmest en selvfølge. Åndsliv kan tit synes, at indre liv er vigtigere end ydre velfærd, og det er nemt at sætte ånd over materie, men skellet er jo ikke af den grund uvigtigt. Vi skulle jo helst ikke leve i en avanceret, "lykkelig" svinestat som åndsforladte luksusslaver. Ungdomsoprøret var et helt andet, befriende og fantasifuldt opgør med den stræbsomme, antiheroiske generation, der havde bekæmpet krigens årsager med velstandsudvikling. Vores gode ide var, at det var endt i alt for meget fed flæskesteg, kedsommeligt parcelhus og smarte Opel-biler. Senere blev det hele for nogle til spegende fattigdomsdyrkelse, for andre det sjove og glade anarki på sydende vulkaner, så længe det varede. Socialdemokraten Bent Hansen opfangede allerede i 1969 problemet med sin bog "Velstand uden velfærd", der var en kritik af det ulige danske klassesamfund. Synspunktet gik ind i 1970'ernes skarpe politiske modsætninger og meget yderliggående fløjdannelser, der på den eller anden måde ville smadre, hvad fædrene og mødrene havde bygget - enten ved at genoplive en anarkistisk egoisme: enhver er sig selv nærmest og ligeglad med helheden eller ved at mobilisere et utopisk fællesskab gennem voldelige aktioner eller akademiske paroler. Borgerlige kritikere har altid hellere sat fokus på voldstendenser på venstrefløjens yderste kanter end øvet selvkritik på sin egen virkeligt ringe evne til at løse problemer på andre måder end fantasiløst at dosere kartoffelkur, hestekur eller spanking af befolkningen i krisetider eller lalle af smagløs superoptimisme på markedets vegne i opgangstider. Jeg kørte gennem Fole for en måned siden på vej til et kursus om individ og velfærdsstat i Løgumkloster. Jeg drejede ind og så, at præstegården var revet ned, og at landsbyens matador i strålerør og pumper, bosiddende i London, er ved at bygge et palads i to etager og med fire garager der, hvor jeg boede fra 1963 til 1968 i en nybygget præstegård. Jeg ønskede bestemt den lille landsby til lykke med al denne fremdrift, men tænkte alligevel, at der var et eller andet symbolsk i denne nedrivning og nybygning. Peter Michael Lauritzen er lektor ved Frederikshavn Gymnasium & HF-kursus, dr.phil. fra Københavns Universitet, formand for Vendsyssel litterære Selskab.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...