Biler

Velvoksen og fornuftig minibil

Vi tester den nye Skoda Fabia med 95 hk og manuelt gear. Modellen er stadig det snusfornuftige valg i klassen af minibiler

Fabia er stadig en praktiker, selv om stationcaren ikke er med i den nye generation, og bagagerummet klarer 380 liter.
Fabia er stadig en praktiker, selv om stationcaren ikke er med i den nye generation, og bagagerummet klarer 380 liter. Foto: Jens Overgaard

Opdateret 01. juli 2022 kl. 10:59

TEST:  Fabia. Smag lige på modelnavnet.

Det signalerer snusfornuft i reneste aftapning, og det er lige netop den oplevelse, som står tilbage, efter en uge i selskab med en Skoda Fabia med den mindste trecylindrede 1,0 liters motor på 95 hk, manuelt gear og mellemudstyret, Ambition, formedelst 195.000 kr., og som med ekstraudstyr på testbilen lander en halv snes tusinde kr. højere.

Den nye model er vokset en smule, så den opleves en kvart klasse større og mere voksen - og så er den blevet mere velkørende.

Det er ovenikøbet lykkedes Skoda at løfte det ergonomiske indtryk med betjening og kontakter, der sidder lige i skabet og præcis dér, hvor fingre og hænder er. Her er der roser til det gennemførte rat, som vi kender fra flere andre Skoda-modeller.

Vi tænker bl.a. på små gennemtænkte detaljer som en forhøjning i bunden af ratkransen, der gør det lettere at holde bilen afslappet på lige vej, små rulletaster i rattet til justering af lyd og menuer, der sidder ved gribevenlige holde-huller i rattet. Men også rammeformede dørgreb, som er lette at få fat i, og hvor der i siden naturligvis kan være en lille paraply med henvisning til mærkets praktiske tradition på det område.

Til betjeningen er der rigtige kontakter til f. eks. klimaanlægget.

Mens en række andre funktioner klares på den store klare og hurtige skærm på otte tommer og fungerer gnidningsfrit.

No-nonsense bil

Alt plasten er til gengæld stenhård som i en entreprenørmaskine, selv om den er funktionel. Det er desværre en udvikling, vi ser overalt i bilernes verden nu. Til gengæld bruges plasten til praktiske flaskeholdere i dørene for og bag. Men hvorfor skal kopholderne i centerkonsollen være så små i diameteren, Skoda? Så tidligere tiders oplevelse af, at en Skoda var mere fuldfed end den finere VWfætter fra Wolfsburg, holder ikke længere. Her er heller ikke udstyr i overflod som før i tiden. Til gengæld er der tale om en no-nonsense bil, der har det mest nødvendige, men så heller ikke mere.

Testbilen byder således på manuel håndbremse, mens det kun er de forreste sideruder, som er elektriske, bagruderne skal du rulle ned med håndkraft. Det virker noget old school i 2022.

Udgangspunktet er ellers godt. Her har vi samme undervogn som i VW Polo og Seat Ibiza. Den nye bund har bl. a. bredere sporvidde, større akselafstand og er længere.

Det gør kort og godt Fabia til en gedigen og praktisk bil med højt til loftet og luft i kabinen. Her er også mere plads til højde og ben på bagsædet, mens bagagerummet er vokset og kaperer pæne 380 liter. Det kommer ikke i nærheden af de super-anvendelige 530 liter, der er i den gamle Fabia stationcar kaldet Combi, men matcher en større VW Golf.

Vi savner dog Combien, der fandtes i tre generationer af Fabia. Men konkurrenterne har også droppet deres miniklasse-stationcars. Det er en skam for især nybagte børnefamilier, som haft gavn af de små plads-vidundere.

Der er dog stadig noget at komme efter. For der burde kunne være en kompakt barnevogn i bagagerummet, som har en lav bund og er meget dybt.

Fint flow

Den lille motor med 95 hk er mere energisk og velafbalanceret, end man skulle tro. Det giver et fint flow til let acceleration i bilen, der også opleves mere moden på vejen, hvor vi har en fin komfort og lavt støjniveau. Gearkassen klikker præcist, men fem gear er dog lige i underkanten, her vil der være mere harmoni med et sjette af slagsen.

Det teoretiske forbrug hedder 19,6 km/ l, og vi landede på 18,0 km/ l. Det er godkendt.

Udstyret er dog skrabet. I grundversionen, Active, har vi det mest basale som full LED-forlygter og manuel aircondition og en pæn sikkerhedspakke.

Men du skal op i Ambition for at få bl. a. større skærm, klimaanlæg og parkeringssensor bagude, som gør bilen mere brugbar.

Adaptiv fartpilot er dog ekstraudstyr i de to mindste udstyrsvarianter. Til gengæld er ekstraudstyret overkommeligt.

Testbilens lysassistent, den adaptive fartpilot samt trådløs opladning og Apple Carplay/ Android Auto til en halv snes tusinde kr. er godt givet ud.

For en halv snes tusinde kr. mere end den testede Ambition får du den større motorvariant med 110 hk og for yderligere samme beløb DSG-automatgear.

Det er en god pakke, hvis du lægger vægt på komfort og convenience.

Topmodellen, Style, bringer prisen op i de noget højere luftlag. De snusfornuftige kan sagtens leve med en bil som den testede.

I samme familie starter Seat Ibiza fra 205.000 kr., mens VW Polo begynder ved 220.000 kr. I det selskab er Fabia stadig den billigere og lidt mere adstadige dame, selv om modellen er blevet mere moderne i sit udtryk og køremåde. Hvis du kan leve med grundmodellen, er der altså en klar prisfordel her, mens det næste niveau handler om nuancer.

Konklusion 

Den nye Skoda Fabia er blevet mere voksen, og modellen opleves en halv klasse større. Det betyder, at du får meget bil for pengene. Udstyret er dog skrabet. Vælg fra Ambition-modellen, hvis du skal være dækket rimeligt ind, og byg på med mindst adaptiv fartpilot og evt. trådløse funktioner.

Skoda Fabia Hatchback Ambition 1,0 TSI
  • Pris: 203.668 kr.
  • Fabia: fra 159.995 kr.
  • CO2/ km: 116 g
  • Ejerafgift, halvårlig: 520 kr.
  • Forbrug: 19,6 km/ l, WLTP
  • Ydelse: 95 hk
  • Moment: 175 Nm
  • 0-100 km/ t.: 10,6 sek.
  • Tophastighed: 190 km/ t.
  • L/ B/ H: 411/ 178/ 146 cm
  • Trækvægt u/ m. bremser: 570 kg/ 1000 kg

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden