Vendsyssel fik fint udgangspunkt i Horsens
Superligabilletten er inden for rækkevidde for Vendsyssel FF efter den første playoffkamp

Galleri - Tryk og se alle billederne.
HORSENS:Vendsyssel FF fik et fint udgangspunkt med hjem, da vendelboerne onsdag aften var på besøg hos AC Horsens i den første af to playoffkampe om en billet til Alka Superligaen.
En fysiskbetonet, men chancefattig affære endte 0-0, og dermed kan Erik Rasmussens tropper spille sig op i den bedste række, hvis det bliver til en sejr i søndagens returkamp i Hjørring.
Det var Horsens, der greb initiativet fra kampens start, og efter 11 minutter fik hjemmeholdet også kampens første gode mulighed. En smart hjørnesparkskombination gav en stor chance midt for mål til Jonas Gemmer, men hans afslutning blev blokeret, hvorfor den ikke var noget problem for Vendsyssel-målmand Jesper Christiansen.
Efter en svær start kom Vendsyssel bedre med i opgøret, og efter 23 minutter gav det en god mulighed til gæsterne. Simon Okosun headede Søren Henriksens indlæg videre til Tiago Leonco, men brasilianeren blev generet i afslutningsøjeblikket, og så løb den mulighed ud i sandet.
10 minutter før pausen troede AC Horsens til gengæld, at de skulle have haft et straffespark, da Kjartan Finnbogason blev nedlagt af Bjarke Jacobsen i feltet. Der var klar kontakt, men dommer Peter Kjærsgaard-Andersens fløjte forblev tavs.
Anden halvleg åbnede med en god mulighed til hvert hold. Først var det Horsens’ Lasse Kryger, der fik en hovedstødschance tæt under mål. Den afværgede Jesper Christiansen dog, og i den anden ende forspildte René Joensen en god mulighed, da han ikke fik et indlæg fra venstre side under kontrol.
To minutter før tid fik AC Horsens en gylden chance for at snuppe sejren, men først afværgede Jesper Christiansen flot et hovedstødsforsøg fra nært hold, og riposten sparkede Kjartan Finnbogason i sidenettet.
I kampens tillægstid dummede Vendsyssels Ninos Gouriye sig, da han blev udvist efter en hævnakt, men gæsterne kunne til gengæld glæde sig over, at de holdt stand og dermed fik et godt udgangspunkt inden returkampen på Bredbånd Nord Arena i Hjørring.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.