Vendsyssel håber på Stjepanovic
Mads Greve tilbage efter karantæne
HJØRRING: Vendsyssel FF venter i skrivende stund stadig på spilletilladelsen til nyerhvervelsen Slaven Stjepanovic, men 1. divisionsklubbens cheftræner Søren Kusk har et lille håb om, at papirerne går i orden inden fredagens udekamp mod HB Køge i aften.
- Vi må se, hvad der sker, men under alle omstændigheder glæder vi os over, at Mads Greve er tilbage fra karantæne og går ind på sin plads i midterforsvaret, siger Søren Kusk.
Overvejelser
Han vil dog ikke løfte sløret for, hvem der bliver bænket i forhold til 2-1 sejren over Marienlyst senest.
Både Michael Byskov og Michael Nielsen har trænet med i denne uge.
- Men det vil nok være bedst at give dem en kamp på andetholdet først.
Christoffer Hansen er fortsat ude af træning, men han skulle være tilbage i løbet af næste uge.
Vendsyssel FF’s pokalkamp mod superligaens tophold FC Midtjylland er i øvrigt blevet programsat til torsdag 29. august på Hjørring Stadion.