Vendsyssel sendt ud af pokalturneringen
Skive blev for stor en mundfuld for Vendsyssel FF
Opdateret kl. 21:30
SKIVE: Vendsyssel røg onsdag aften ud af pokalturneringen allerede i første runde, da det blev til et nederlag på 2-0 til Skive IK.
Ove Christensen havde skiftet ud på et par pladser i forhold til weekendens sejr over Roskilde. Således startede Jesper Luth, Christian Rye, Mark Westergaard og nyankomne Mayowa Alli inde i stedet for Michael Byskov, Thomas Hansen, Buster Munk og Chris Sørensen.
Efter kampen mod Roskilde var Ove Christensen utilfreds med, at hans hold kom til at stå for langt tilbage på banen. I de første minutter så det dog ikke ud som om, at Vendsyssel-spillerne havde fået at vide, at de skulle lave om på det.
I hvert fald var det Skive, der havde initiativet, mens Vendsyssel forsøgte sig med omstillinger. Efter 10 minutters spil var det da også lige ved at bære frugt. Christian Overby var fra sin position som wingback røget med frem i en omstilling og bankede bolden på overliggeren.
Så kom målet
Efter 21 minutters spil gik det dog galt. En lang aflevering på tværs af banen fra venstre side endte hos Skives Andreas Albech på kanten af Vendsyssels felt. Den nye forsvarsspiller i Skive tog bolden flot med sig og endte helt alene foran mål, hvor han let kunne passere Jesper Christiansen.
Halvlegen fortsatte herefter med Skive i teten, mens Vendsyssel fortsat tabte bolden lynhurtigt i deres opspil. Specielt Skives Ayinde Lawal, som er kommet tilbage til klubben på et lån efter et år i FC Fredericia, var hurtigt over Vendsyssel-spillerne - det blev dog ikke til flere chancer.
God start på halvlegen
Fra 2. halvlegs start blev Jesper Blicher og Michael Byskov skiftet ind. Samtidig blev Rune Frantsen rykket fra sin højre wingback frem som angriber, hvor han sammen med Jesper Blicher skulle forsøge at få hul på bylden.
Det så umiddelbart ud som om, at Ove Christensen havde talt med store bogstaver i omklædningsrummet. I hvert fald var det et mere livligt Vendsyssel-hold, der kom ud efter pausen.
Efter små 65 minutters spil af 2. halvleg begyndte Vendsyssel da også så småt at nærme sig Skive-målet, hvor småspil foran mål var lige ved at give Vendsyssel udligningen. Den afgørende aflevering manglede dog.
Igen efter 73 minutters spil var Vendsyssel tæt på. Rune Frantsen modtog bolden i feltet og prøvede at føle bolden op i hjørnet af målet. Det havde målmand Daniel Krog dog luret og nuppede bolden med en fin tv-redning.
Indskifter afgjorde slaget
Midt i anden halvleg var Vendsyssels Christian Rye en tur i græsset. Han kom dog ind igen, men lignede ikke en spiller, der var i stand til at spille videre. Det kunne han dog blive nødt til, da Ove Christensen allerede havde benyttet sig af sine tre udskiftninger, og så måtte Christian Rye halte rundt i højre side af banen og hjælpe til, hvis bolden tilfældigvis skulle lande i nærheden af ham.
Selvom Vendsyssel reelt kun var ti mand tilbage på banen var det dog de hvide, der pressede på tid sidst. Det nyttede dog ikke det mindste, for efter 89 minutters spil steg Skives indskiftede Emil Zetterquist til vejrs efter et hjørnespark og headede sit hold foran 2-0 - og så var den kamp afgjort.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.