Vendsyssel skal have point fra start
De første spillerunder i NordicBet Ligaen byder på kampe mod direkte konkurrenter
Opdateret kl. 13:34
HJØRRING: Ledelsen i Vendsyssel FF arbejder fortsat på det sportslige setup til den kommende sæson, hvor en ny cheftræner og flere nye spillere skal introduceres.
Fredag blev kampprogrammet for NordicBet Ligaen offentliggjort, og det står klart, at vendelboerne skal have point på kontoen fra start. Modstaderne i de første fire kampe er Fredericia (hjemme), AB (ude), FC Roskilde (hjemme) og Brønshøj (ude).
- AB, Roskilde og Brønshøj er nogle af de hold, som vi som minimum skal kunne sammenligne os med, siger sportschef Jacob Krüger, der samtidig tager forbehold for, at holdenes styrke kan ændre sig i transfervinduet.
Ekstra vigtig start
I den forgangne sæson startede Vendsyssel FF med at møde Vejle, AC Horsens og Lyngby, der alle var spået en placering i rækkens bedste halvdel.
Denne gang er det anderledes, og flere af modstanderne i de første runder kan ende med at være direkte konkurrenter i bundstriden.
- Starten er altid vigtig, men den bliver måske ekstra vigtig i næste sæson, konkluderer Jacob Krüger.