Vendsyssel slået af oprykker
To scoringer af Tiago Leonco var ikke nok til point for Vendsyssel FF i Nykøbing Falster
NYKØBING FALSTER: Vendsyssel FF er spået en placering i toppen af 1. division i fodbold i denne sæson.
Men bedømt på de første to kampe har nordjyderne ikke, hvad er skal til.
Premierenederlaget på 0-1 hjemme til HB Køge blev søndag fulgt op med endnu en skuffelse.
Oprykkerne fra Nykøbing Falster vandt således 3-2 på eget græs, hvorfor Vendsyssel fortsat er uden point.
Gæsterne fik ellers en drømmestart på kampen, da den brasilianske angriber Tiago Leonco fik nettet til at blafre efter bare fire minutters spil.
Føringen holdt i en halv time, men så fik hjemmeholdet udlignet ved Lars Pleidrup.
Nykøbing kom i front tre minutter efter pausen ved Joachim Wagner, inden Tiago Leonco med et fint skud fik bragt balance i regnskabet i det 56. minut.
Hjemmeholdet løb dog med det hele, da Jakob Bonde efter 70 minutter fik bugseret bolden i mål på en lang fremlægning i en situation, hvor Vendsyssel-målmand Nikolai Flø bestemt ikke så sagesløs ud.
Med nederlaget er der nu maksimalt pres på Vendsyssel FF og den nye træner Joakim Mattsson forud for torsdagens hjemmekamp mod Vejle.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.