Vendsyssel FF

Vendsyssel smed point i forsinket kamp

Vendsyssel FF kom bagud, så foran og endte med til sidst at dele i porten med FC Roskilde

Emmanuel Ogude fik scoret på et straffespark, men han brændte også flere chancer, der kunne have sikret Vendsyssel sejren. Arkivfoto: Lars Pauli
Emmanuel Ogude fik scoret på et straffespark, men han brændte også flere chancer, der kunne have sikret Vendsyssel sejren. Arkivfoto: Lars Pauli Lars Pauli

FODBOLD: Et forsinket fly udsatte starten på Vendsyssel FF’s 1. divisionskamp mod FC Roskilde. Kampen kom dog i gang, og efter lidt af en rutsjebanetur endte det hele 2-2.

Hjemmeholdet viste prøver på sine intentioner allerede i kampens andet minut, da Roskilde fik bolden på træværket. Heldigvis for Nicolai Flø og Vendsyssel sprang bolden ikke i mål.

Helt så heldige var nordjyderne dog ikke seks minutter senere, da Valon Ljuti sparkede direkte på et frispark. Igen ramte bolden træværket, men denne gang gik bolden altså i mål og sikrede hjemmeholdet en 1-0-føring.

I det hele taget var det en chancerig første halvleg, hvor Morten Knudsen også var tæt på på et frispark, mens Marcus Solbjerg fik muligheden på et hovedstød, uden dog at få udlignet.

Det gjorde Emmanuel Ogude til gengæld, da han i det 34. minut scorede på et straffespark efter en periode, hvor Vendsyssel havde haft flere gode optræk til scoring.

Anden halvleg startede igen med en stor chance til hjemmeholdet, da Nicolai Flø kiksede et udspark. Roskilde-spilleren formåede dog ikke at ramme det ellers tomme mål.

Det ville Vendsyssel dog ikke stå tilbage for, og få minutter senere sørgede Benjamin Lund med et drøn for en nordjysk føring.

Mikkel Thygesen prøvede sig efterfølgende et par gange, hvor Nicolai Flø og Thygesens egen uskarphed dog kom i vejen for en udligning.

Med godt et kvarter igen fik hjemmeholdet dog noget ud af sit tiltagende pres, da Nicklas Halse kom først på bolden efter et hjørnespark og headede 2-2-målet ind.

Kort efter gav Vendsyssel debut til den tidligere OB- og Nykøbing FC-spiller Mohammed Diarra, der kom ind i en kamp, hvor Roskilde havde fået tilspillet sig overtaget igen efter en god åbning på anden halvleg af Vendsyssel.

Hårdt presset tilbage kom Vendsyssel dog til flere chancer, ikke mindst ved Emmanuel Ogude, der dog ikke kunne finde skarpheden til at sikre sejren.

Dermed endte det 2-2, og Vendsyssel må altså nøjes med et enkelt point i den tætte strid om topplaceringerne i 1. division.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden