Vendsyssel vadede i chancer

Vendelboernes manglende effektivitet kunne have kostet sejren i Horsens

9
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

FC Vendsyssel mod HorsensFoto: Hans Ravn

HORSENS:Søndagens udekamp i Horsens skulle kaste tre point af sig, hvis Vendsyssel FF skulle holde trit med Lyngby på tredjepladsen i landets næstbedste fodboldrække.

En sejr kunne således bringe vendelboerne op på siden af Lyngby i tabellen, og værterne fra Horsens ville samtidig være distanceret med hele 10 point på femtepladsen inden de fire sidste spillerunder i denne sæson.

Missionen lykkedes for cheftræner Ove Christensens tropper. Kampen sluttede 0-2 i Vendsyssels favør, og de to foretrukne angribere kom begge på måltavlen. Rune Frantsen scorede i første halvleg, mens Ken Fagerberg lukkede og slukkede efter pausen.

Chancer fra start

Gæsterne fra Hjørring kom frem til kampens første store chance i det syvende minut. Et indlæg fra venstresiden havnede for fødderne af Hallur Hansson i feltet, men færingen afsluttede lige på Frederik Rønnow i Horsens-målet, som i to omgange fik forhindret en tidlig scoring.

Syv minutter senere blev Hallur Hansson igen spillet fri i feltet, men vinklen blev en anelse spids, og Horsens-keeperen kunne igen trække sig sejrrigt ud af den direkte duel.

Vendsyssels offensive gåpåmod blev dog belønnet i kampens 16. minut, hvor Rune Frantsen slap alene igennem Horsens-forsvaret. Angriberen nåede akkurat at prikke bolden forbi fremadstormende Frederik Rønnow, og så var vendelboerne i front.

Muligheder til Horsens

Hjemmeholdet viste første gang tænder i det 24. minut, hvor Jeppe Mehl blev spillet helt fri. Den tidligere Thisted-spiller lå på kanten af offside, men linjevogteren rørte ikke på sig, og Jesper Christiansen måtte diske op med en fornem redning for at forhindre en udligning. Få minutter senere nåede Jens-Kristian Sørensen akkurat tilbage og afværgede en ny Horsens-mulighed på kanten af det lille felt.

Vendsyssel FF var dog stadigvæk farlige i den modsatte ende, og i det 29. minut var Ken Fagerberg tæt på at fordoble føringen, men svenskerens afslutning sneg sig lige forbi den fjerneste stolpe.

Umiddelbart efter fik Hallur Hansson endnu en mulighed for at komme på tavlen, da han blev spillet fri af Ken Fagerberg, der let havde snuppet bolden fra Jeppe Mehl. Hansson måtte dog endnu en gang se sin afslutning ende i Horsens-keeperens handsker.

Greve i feltet

I første halvlegs overtid blev Jesper Christiansen noteret for sin anden store redning i kampen, men det ændrede ikke på det overordnede billede af de første 45 minutter. Vendsyssel FF havde haft en håndfuld pæne scoringsmuligheder, og AC Horsens burde derfor være tilfredse med, at der kun stod 0-1 på måltavlen ved pausefløjtet.

Hjemmeholdets vanskeligheder fortsatte efter pausen, hvor Mads Greve i det 57. minut var tæt på at sende bolden i nettet. Midtstopperen var gået med frem på et hjørnespark, og han var først over en nedfaldsbold i feltet, som han dog sparkede lige forbi mål.

Da der var rundet en time på uret, fik Christian Overby ligeledes muligheden for at score kampens andet mål, som fortsat lod vente på sig. Bjarke Jacobsen spillede den offensive wing fri i feltet, men Overby overplacerede sin afslutning.

Fagerberg slog til

I det 66. minut blev Jesper Christiansen testet for første gang i anden halvleg, da Jeppe Mehl forsøgte sig fra kanten af feltet. Den rutinerede Vendsyssel-keeper havde dog helt styr på den flade afslutning.

Selvom Vendsyssel stadig skabte de største chancer, var gæsterne ikke nær så toneangivende som i første halvleg. Horsens fik i perioder skubbet spillet lidt længere frem på banen, mens vendelboerne lurede på hurtige omstillinger.

Ken Fagerberg, Bjarke Jacobsen og Christian Overby var alle tæt på at passere Frederik Rønnow godt midtvejs i anden halvleg, men keeperen stod en flot kamp i hjemmeholdets mål. Han måtte dog give fortabt i det 79. minut, hvor Ken Fagerberg hamrede bolden i kassen med en kraftfuld afslutning, og AC Horsens tabte derfor 0-2 på eget græs til Vendsyssel FF.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.