Vendsyssel viste storform
Træner Lars Rasmussens tropper vandt hele 42-20 i Fredericia
FREDERICIA: Vendsyssel Håndbold rejste sig flot efter nederlaget hjemme til Skanderborg, da holdet torsdag sønderbombede Fredericia ud af egen hal med 42-20 (24-9).
Det skete via det, som træner Lars Rasmussen kalder en gennemsolid og professionel indsats.
- Det er helt sikkert den bedste kamp, vi har spillet i min tid som træner. Det var til et stort 13-tal hele vejen rundt. Alle på holdet top-præsterede, siger Lars Rasmussen, der blandt andre roser den blot 17-årige playmaker Ditte Aaen for at diktere spillet flot.
- Efter Skanderborg-kampen har vi talt meget og kigget indad. Det har hjulpet, og jeg må sige, at jeg både er stolt og utrolig glad for vores præstation i aften, siger træneren.