Børnemishandling

Vendsyssels knuste hjerte

Brønderslev er årets højdespringer målt i medieomtale af landets 100 største byer.

Brønderslev fik masser af medieomtale i 2011, men desværre ikke af den positive slags. Her er det Serritslevfaderens forsvarer, Anne Mette Ovesen, der bliver interviewet foran Retten i Hjørring. Arkivfoto: Henrik Louis
Brønderslev fik masser af medieomtale i 2011, men desværre ikke af den positive slags. Her er det Serritslevfaderens forsvarer, Anne Mette Ovesen, der bliver interviewet foran Retten i Hjørring. Arkivfoto: Henrik Louis

Opdateret 20. maj 2022 kl. 10:30

Vanrøgtede og misbrugte børn. Det er hvad, der males frem på nethinden i resten af Danmark, hvis man nævner Brønderslev - byen, der ellers har haft "Vendsyssels hjerte" som slogan gennem mange år. Og det bliver svært at udviske de nye, grimme billeder, fastslår en kommunikationsekspert. - Selvfølgelig kan folk godt regne ud, at det nok er enkelttilfælde, men vi foretager tit nogle konklusioner uden at være bevidste om det, og Brønderslev giver negative associationer, som ikke virker tiltrækkende på hverken borgere eller virksomheder, siger lektor i kommunikation, Søren Frimann Trads, Aalborg Universitets institut for kommunikation. Serritslev-sagen, der i resten af Danmark omtales som Brønderslev-sagen, og Brønderslevsagen 2, der startede lige før jul, gjorde i 2011 Brønderslev til årets højdespringer i disciplinen "Danmarks 100 største byers mediesynlighed". Byen kom på landkortet i 2011 Det er Infomedia, der måler byernes medieomtale, og konstaterer, at Brønderslev flyttede sig fra 70. pladsen i 2010 til 39. pladsen i 2011. Sætter man medieomtalen i forhold til indbyggertallet, bliver Brønderslev endnu mere "berømt". Her ryger byen fra 47. pladsen helt op på 9. pladsen. En hurtig google-søgning på Brønderslev og børn giver 577.000 resultater, og de første mange, mange sider handler om Serritslevsagen. Det trælse omdømme bliver svært for Brønderslev at kaste af sig, mener kommunikationseksperten. - Omtalen bliver hængende i folks bevidsthed. Når snakken falder på Brønderslev, husker man de sager. Man husker først og fremmest dét, børnene har været udsat for, men næste tanke er, at nogen har svigtet - at kommunen ikke havde styr på tingene, mener Søren Frimann Trads. Dårlig omtale er - dårlig - Sådan et ry kan blive hængende i årevis, og det eneste man kan gøre er, at få rettet tingene internt, og sørge for at det ikke sker igen, fastslår Søren Frimann Trads. Rejsekongen Simon Spies er berømt for holdningen at dårlig omtale er bedre end ingen omtale. - Men Spies styrede selv omtalen med sine happenings. Han gjorde det bevidst for at forarge og få negativ omtale. Det her er ikke et selviscenesat mediestunt. Det er en alvorlig sag som folk tager for pålydende, og det gør det hele endnu værre, siger Søren Frimann Trads.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden