EMNER

Venstre: Tåbelig attitude af 3F

- Tåbeligt at klandre Prime Ocean, siger Peter Bagge-Nielsen, formand for Venstre

Årets iværksætterpris til Prime Ocean giver fortsat debat. På Venstres generalforsamling i Frederikshavn langede formand Peter Bagge-Nielsen ud efter 3F, der har kritiseret prisuddelingen. Arkivfoto: Peter Broen

Årets iværksætterpris til Prime Ocean giver fortsat debat. På Venstres generalforsamling i Frederikshavn langede formand Peter Bagge-Nielsen ud efter 3F, der har kritiseret prisuddelingen. Arkivfoto: Peter Broen

Det er dårlig attitude, når fagforeningen 3F's formand, Morten Dahlberg, farer i flint over, at Skagen-virksomheden Prime Ocean får tildelt Frederikshavn Erhvervsråds iværksætterpris. Det mener formanden for Venstre Frederikshavn, Peter Bagge-Nielsen. På partiets generalforsamling kommenterede han debatten om Prime Ocean og rettede en hård kritik mod 3F Frederikshavn. Kun 13 af Skagen-virksomheden cirka 60 ansatte er danskere. Resten er rumænere. Det har fået 3F Frederikshavn til at kritisere prisuddelingen. - Tåbelig adfærd - Jeg synes, at det er et skoleeksempel på, hvor tåbeligt man kan finde på at behandle en virksomhed, der under meget svære konkurrencemæssige vilkår, skaber vækst og produktion i vores område. Iværksætterprisen skulle have været en opmuntring, men er i stedet endt med at blive en mistænkeliggørelse af en virksomhed, der ligeså godt kunne ligge i Tyskland eller Polen, sagde venstre-formanden. Peter Bagge-Nielsen opfordrede alle politikere, på tværs af politiske skel, til "at gå i brechen for iværksætterne, så disse kan mærke og føle, at de har placeret virksomheden det rette sted". - Det handler i høj grad om attitude og indstilling, hvis vi skal have succes. Og det er ikke kun politikernes ansvar, men selvfølgelig er det i høj grad netop politikernes opgave at gå forrest med en positiv indstilling og attitude, sagde Peter Bagge-Nielsen. DK's dårligste opposition Han langede selv ud efter oppositionen i Frederikshavn Byråd, som fik prædikatet "Danmarks ringeste opposition". - Nej-hatten er trukket helt ned over ørerne og øjnene. De vil ikke gennemføre forandringer. De er sure og tilmed er de ofte internt uenige. Engang imellem taler de om behovet for visioner. Det synes jeg, er rigtig fint. Men de kommer desværre aldrig videre end til at få formuleret overskriften, så det bliver ikke fra den kant, at der kommer nye idéer og god energi, sagde Peter Bagge-Nielsen, der blev genvalgt som formand for Venstre Frederikshavn. Venstres vælgerforening i Frederikshavn har 210 medlemmer og har oplevet en fremgang på 27 medlemmer svarende til 15 procent.