Venstremedlemmer retter ind
De fire stemmer imod skoleforliget, men to har bestemt sig for at bakke op om budget

Formanden for Venstres byrådsgruppe Lars Møller er så tilfreds med budgettet, at han ville ønske, at han i sin borgmestertid selv havde fået flertal for en tilsvarende aftale.
FREDERIKSHAVN:- I Venstre er der højt til loftet og langt til døren. Så man bliver ikke ekskluderet for at stemme mod en budgetaftale, som Venstre har skrevet under på.
Det forklarer formanden for byrådsgruppen Lars Møller.
For det var ikke en samlet gruppe på ti byrådsmedlemmer fra Venstre, som stod tilbage efter torsdag aftens afslutning på budgetforhandlingerne.
- Da vi skrev under på aftalen garanterede jeg kun for seks stemmer for budgetaftalen, siger Lars Møller, da partiet har fire modstandere Mogens Brag, Jens Ole Jensen, Mette Hardam og Frode Thule Jensen af skoleforliget, som er en af forudsætningerne for de store besparelser i budgettet. Noget tyder dog på, at de fire vælger at stemme for budgettet.
Jens Ole Jensen oplyser til NORDJYSKE, at han vil stemme for selve budgettet og mod en skolestruktur, som den foreligger nu.
Mette Hardam er mere i tvivl.
Hun er fast besluttet på at stemme mod skolestrukturen, mens hun ikke har besluttet sig for budgettet. Det er Venstre-politikerens første periode som byrådsmedlem, og det gør, at hun har brug for mere tænketid.
- Jeg er så ny i det her, at jeg bør sove på det én gang mere, siger Mette Hardam fredag eftermiddag.
Hun gør det klart, at en stor del af budgettet er fornuftig politik, og der bør strammes til i kommunen. Men omstændighederne i skoleforliget gør, at hun er i tvivl.
Mogens Brag er imod skoleforliget, som det er nu, men regner med at stemme for budgetaftalen.
- Jeg ville jo gerne udsætte skolespørgsmålet et år, for jeg er bekymret for stabiliteten omkring Frederikshavn by, når man slå så stort et distrikt sammen, som man gør. Man gambler ved at lave så stort et distrikt.
Om budgetaftalen siger han:
- Jeg anerkender, man har brug for at spare. Derfor er jeg også for selve budgettet. Men jeg mener, at Børne- og Ungdoms-udvalget skulle have fundet pengene på en bedre måde.
Frode Thule Jensen er ude og rejse og vil ikke kommentere lige nu på, hvad han har tænkt sig at stemme 8. oktober.
Lars Møller roser det indgåede budget.
- Jeg kan glæde mig over, at det nu lykkedes at få for det budget på plads, som jeg drømte om at få flertal for, da jeg var borgmester i 2013. Nu får vi servicen skåret ned til det, vi har råd til.
Han er også tilfreds med, at der over hele linjen har været opbakning til at skatten ikke skulle sættes op. Men der i stedet skulle spares.
Dertil kommer to budgetbemærkninger, som Venstre har fået igennem. Den ene drejer sig om at nedbringe ventetiden på fem dage ved genoptræning ved at inddrage privatte aktører. Den anden overskrift er ”konkurrenceudsættelse”,
- Der skal udliciteres mere og det skal gøres fornuftigt. Vi skal have flere aktører på banen. Både indenfor de områder, hvor vi allerede har udliciteret, og indenfor de nye områder, hvor det giver mening, fordi vi kan spare penge og fastholde eller forbedre kvaliteten.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.