Biler

Ventetid på 21 måneder i klagesag

Ved at gå ud af sit gode skind over sagsbehandlingstid i Motorankenævn

Det er en Volvo af denne type, Mads Sørensen har fået omregistreret fra danske til udenlandske nummerplader. Han klagede, fordi han var utilfreds med det beløb, Skat var villig til at refundere. Arkivfoto
Det er en Volvo af denne type, Mads Sørensen har fået omregistreret fra danske til udenlandske nummerplader. Han klagede, fordi han var utilfreds med det beløb, Skat var villig til at refundere. Arkivfoto

NORDJYLLAND: Hvor lang tid kan det egentlig vare at vurdere, hvad en bil er værd?

Det spørgsmål stiller Mads Sørensen sig selv, alle andre og ikke mindst Skats motor-ankenævn.

Op til 21 måneder, lyder svaret fra sidstnævnte myndighed.

Og det svar bringer den tidligere tophåndboldspiller i Vadum, Aalborg HSH og Brønderslev op i det røde felt.

- Det kan simpelt hen ikke passe, siger han fra bopælen i Spanien, hvor han driver en it-virksomhed.

Det skriver NORDJYSKE søndag.

Afleverede pladerne

Beslutningen om at flytte til Spanien traf 35-årige Mads Sørensen for godt et år siden.

Og han besluttede sig også for at beholde sin Volvo og tage den med derned.

Derfor henvendte han sig til Skat i Aalborg for at aflevere pladerne og til gengæld få udbetalt den danske registreringsafgift.

Ifølge Mads Sørensen vurderede en ansat hos Skat umiddelbart, at han ville få udbetalt cirka 85.000 kroner, efter at han havde afleveret nummerpladerne.

20.000 kroners forskel

Derfor blev den nordjyske forretningsmand naturligvis temmelig skuffet, da han - efter at bilen havde fået nye udenlandske nummerplader - blev spist af med 65.000 kroner.

Han klagede over afgørelsen. Det gjorde han i slutningen af februar 2012.

To uger senere modtog han et brev om, at han kunne forvente en afgørelse i januar 2013.

Mads Sørensen greb straks mobiltelefonen og ringede til Skat i Danmark. Her fik han forklaret, at man var meget langt bagud med at behandle klagesager, der vedrører omregistrering af biler.

Stillet om 37 gange

For to måneder siden - februar 2013 - ringede Mads Sørensen atter fra Spanien til Skat i Danmark for at høre, hvordan det gik med hans sag.

- Jeg blev vel stillet om rundt regnet 37 gange, fordi ingen ville tage ansvar, fortæller han.

Da det endelig lykkedes at få fat i den rette medarbejder, fik han at vide, at sagen ville blive behandlet 16. maj eller 10. juli.

Merete Søgaard, der er sekretariatschef ved motorankenævnet, erkender blankt, at behandlingstiden af klagesagerne er alt for lang.

- Vi har været vant til at behandle 1200 sager om året. Men i 2010 fik vi lige pludselig 2200 sager ekstra på én gang, fordi Skat havde valgt at øge kontrollen på netop dette felt. Og den enorme mængde ekstra sager har altså forlænget behandlingstiden urimeligt meget, forklarer hun.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden