100.000 briter er interesserede i at huse ukrainske flygtninge

Over 100.000 i Storbritannien har udvist interesse for at huse flygtninge og tjene 350 pund om måneden.

Premierminister Boris Johnson var tirsdag vært for et møde i forsvarssamarbejdet Joint Expeditionary Force i London. Fra Danmark deltog forsvarsminister Morten Bødskov (S). <i>Justin Tallis/Ritzau Scanpix</i>

Premierminister Boris Johnson var tirsdag vært for et møde i forsvarssamarbejdet Joint Expeditionary Force i London. Fra Danmark deltog forsvarsminister Morten Bødskov (S). Justin Tallis/Ritzau Scanpix

Flere end 100.000 briter har udtrykt interesse for at huse ukrainske flygtninge som en del af et initiativ fra den britiske regering.

Det oplyser premierminister Boris Johnson tirsdag.

- Det er fantastisk, at over 100.000 mennesker og organisationer har udvist interesse for at støtte ukrainere, som flygter fra krigen, skriver Johnson på Twitter.

Søndag oplyste regeringen i London, at Storbritannien vil betale borgere 350 pund om måneden, hvis de stiller et værelse eller en bolig til rådighed for en ukrainer, der er flygtet fra krigen i sit hjemland, i mindst seks måneder.

Det månedlige beløb svarer til cirka 3100 kroner eller 18.600 kroner for det halve år, som er forudsætningen for at modtage betaling.

Den nye ordning, der kaldes "Homes for Ukraine" (boliger for Ukraine, red.), vil give krigsflygtninge adgang til Storbritannien, selv om de ikke har familie der.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Under den nye ordning vil borgere, organisationer, virksomheder og lokalsamfund fra slutningen af denne uge kunne tilbyde ophold til ukrainere via en hjemmeside.

Enhver, der stiller et værelse eller et hjem til rådighed, skal dokumentere, at boligen lever op til de normale standarder.

"Homes for Ukraine"-programmet er åbent for ukrainske statsborgere og deres nærmeste familiemedlemmer. Det vil give dem mulighed for at bo og arbejde i Storbritannien i op til tre år.

De vil i den tid også få adgang til sundhedspleje, økonomiske ydelser og uddannelse.

Premierminister Boris Johnsons regering har fået kritik for at have været for sløv til at tillade ukrainske flygtninge indrejse ved at fastholde de eksisterende regler for asylansøgninger og indrejsevisum.

Det har fået medlemmer af parlamentet til at beskylde regeringen for at prioritere bureaukrati på bekostning af de ukrainere, der flygter fra de russiske invasionsstyrker.

Regeringen har med virkning fra tirsdag 15. marts ændret reglerne for at gøre det lettere for ukrainere at komme ind, skriver avisen The Guardian.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.