Verden

110 personer meldes såret i skovbrand i Sydfrankrig

Emmanuel Macron sender tanker til sårede og indbyggere i område ramt af skovbrand, der nærmer sig Marseille.

En helikopter ses flyve over røg fra skovbrand i udkanten af den franske storby Marseille.
En helikopter ses flyve over røg fra skovbrand i udkanten af den franske storby Marseille. Alexandre Dimou/Reuters

Opdateret 09. juli 2025 kl. 02:08

Omkring 110 personer er blevet såret i en skovbrand, der nærmer sig Marseille, som er Frankrigs næststørste by.

Det skriver mediet BBC.

Indenrigsminister Bruno Retailleau siger, at omkring 800 brandfolk er til stede i området, og at deres indsats mod branden vil fortsætte hele natten, fordi den endnu ikke er under kontrol.

Franske medier har beskrevet, at mindst 400 personer er blevet evakueret fra deres hjem i det sydlige Frankrig.

Det fremgår ikke umiddelbart, om nogen af de sårede er i livsfare.

Tidligere skrev det franske nyhedsbureau AFP dog, at de fleste af de sårede havde fået lettere skader.

Ni brandfolk er blandt de sårede.

Indbyggere i det ramte området er blevet rådet til at holde sig inden døre.

Medmindre de bliver omfattet af en ordre om evakuering, bør de blive i deres hjem, så udrykningskøretøjer har let adgang til vejene, skriver BBC.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har tirsdag været på statsbesøg i Storbritannien, men i et opslag på det sociale medie X sendte han tirsdag aften en hilsen til beredskabet, som er midt i slukningsarbejdet.

- Vores tanker er med de sårede og med alle indbyggerne, lød det.

Branden startede nær Pennes-Mirabeau, som ligger nord for Marseille.

Da den var mest voldsom spredte den med 20 meter i sekundet, siger borgmester i Marseille, Benoît Payan, til den franske tv-station BFMTV. Den har dækket et område på omkring syv kvadratkilometer.

Lokale myndigheder har sagt, at branden startede via en bil, der brød i brand på en motorvej.

Bouches-du-Rhône-området, som Marseille ligger i, har ikke set en dråbe regn siden 19. maj, melder BFMTV.

Tirsdag betød skovbranden, at Marseille Provence-lufthavnen i Frankrig blev lukket. Flere fly er derfor blevet omdirigeret til andre lufthavne i regionen blandt andet i Nice og Nimes.

Ifølge BBC oplyste lufthavnen tidligere, at den i løbet af tirsdag aften ville gå i gang med en delvis genåbning.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden