konflikt, krig og fred

12 anholdt efter angreb mod amerikansk fastfoodkæde i Bagdad

Flere amerikanske virksomheder i Irak er blevet mål for angreb, senest en KFC-restaurant i Bagdad.

Billede af KFC i Bagdad, hvor sikkerhedsstyrker i sidste uge holdt vagt efter flere angreb mod vestlige forretninger i den irakiske hovedstad. (Arkivfoto).
Billede af KFC i Bagdad, hvor sikkerhedsstyrker i sidste uge holdt vagt efter flere angreb mod vestlige forretninger i den irakiske hovedstad. (Arkivfoto). Ahmad Al-Rubaye/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 04:44

En KFC -- restaurant i Iraks hovedstad, Bagdad, blev mandag angrebet af oprørere. 12 blev anholdt, og tre blev såret, da irakiske sikkerhedsstyrker åbnede ild mod dem.

Det oplyser unavngivne sikkerhedskilder til nyhedsbureauet Reuters.

Fastfoodrestaurantkæden, der tidligere var kendt som Kentucky Fried Chicken, er ejet af det amerikanske selskab Yum! Brands.

Angrebet mod restauranten, der ligger på gaden Palestine Street i det østlige Bagdad, er det seneste i en række af angreb mod amerikanske virksomheder i landet.

Angrebet skete, kort efter at en højtstående embedsmand i den militante irakiske gruppe Kataib Hizbollah, havde udgivet en udtalelse, hvor irakere blev opfordret til at "boykotte og udvise" amerikanske virksomheder.

Ifølge Reuters' kilder forårsagede angrebet store skader, men hverken medarbejdere på KFC eller gæster i restauranten kom til skade.

Americana, som står bag åbningen af restauranter som KFC og Pizza Hut i Mellemøsten og Nordafrika, er ikke umiddelbart vendt tilbage på Reuters' henvendelse.

Irak har ellers prøvet at opfordre udenlandske virksomheder til at åbne butikker i landet.

Vestlige og særligt amerikanske forretninger har i mange dele af verden oplevet boykots og protester i forbindelse med krigen mellem Israel og Hamas.

Der er fra flere bevægelser frustration og vrede over Israels militære operation i Gaza, som ifølge sundhedsmyndighederne i området, som er kontrolleret af Hamas, har dræbt mere end 36.000 personer.

Krigen udbrød 7. oktober, da den militante bevægelse Hamas angreb Israel, hvor 1200 personer blev slået ihjel og omkring 250 blev kidnappet.

Ifølge Israel opholder omkring 120 af dem sig stadig i Gazastriben.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden