12 personer er savnet efter togulykke nær München fredag

Fire er døde, 30 er såret, og der er 12 personer, der er savnet, efter en togulykke i det sydlige Tyskland.

Mindst fire personer har mistet livet, efter at et tog af uvisse årsager kørte af sporet fredag tæt på München. <i>Uwe Lein/Ritzau Scanpix</i>

Mindst fire personer har mistet livet, efter at et tog af uvisse årsager kørte af sporet fredag tæt på München. Uwe Lein/Ritzau Scanpix

12 personer er savnet efter en togulykke fredag nær alpebyen Garmisch-Partenkirchen tæt på München i det sydlige Tyskland.

Det oplyser indenrigsminister i delstaten Bayern Joachim Herrmann til tv-stationen BR.

- Vi er lidt bekymrede over, at vi stadig har meldinger om 12 savnede, der endnu ikke er fundet, siger han.

Mindst fire personer har mistet livet, og omkring 30 er såret, efter at et passagertog med omkring 140 personer om bord kørte af skinnerne fredag omkring klokken 12.00.

De 12 savnede kan være på hospitalet, fordi identiteten på nogle af dem, der er alvorligt såret, endnu ikke er bekræftet, oplyser Joachim Herrmann.

Han håber, at politiet kan identificere dem i løbet af natten til lørdag.

Indenrigsministeren siger dog også, at det ikke kan udelukkes, at der kan være flere lig under de afsporede og væltede togvogne.

Blandt de omkring 30 sårede er personer i alle aldre. Herunder børn, der var på vej hjem fra skole.

Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, har udtrykt forfærdelse over ulykken.

- Vores sympati er med de pårørende og med de tilskadekomne, som vi ønsker god bedring, siger han til de tyske tv-stationer TRL og NTV.

Fredag aften besøgte Tysklands indenrigsminister, Nancy Faeser, ulykkesstedet for at få en bedre forståelse af situationen og for at udtrykke regeringens sympati.

- Jeg er dybt rystet. Det er en forfærdelig katastrofe.

Passagertoget var på vej til München, da det kørte af skinnerne af endnu ukendte årsager, siger talsmand for politiet Stefan Sonntag.

En "stor operation" med at befri passagerer fra det forulykkede tog blev gennemført fredag, og politiet mener, at alle passagerer er blevet reddet ud fra toget.

Dog vil det "klart tage nogle få dage" at fjerne de væltede vogne, lyder det fra politiet.

/ritzau/dpa

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.