13.000 er evakueret i Ukraine lørdag - ingen fra Mariupol

Ingen civile har lørdag formået at slippe ud af havnebyen Mariupol, der er belejret af russiske soldater.

Et satellitbillede offentliggjort lørdag viser omfattende ødelæggelser i et boligområde i den ukrainske havneby Mariupol. <i>-/Ritzau Scanpix</i>

Et satellitbillede offentliggjort lørdag viser omfattende ødelæggelser i et boligområde i den ukrainske havneby Mariupol. -/Ritzau Scanpix

Omkring 13.000 mennesker er lørdag blevet evakueret fra en række ukrainske byer.

Det oplyser Ukraines vicepremierminister, Iryna Veresjtjuk, sent lørdag aften.

Det er næsten dobbelt så mange, som det lykkedes at evakuere fredag.

Dog har ingen civile lørdag formået at slippe ud af den sydøstlige havneby Mariupol, der er belejret af russiske soldater, oplyser vicepremierministeren.

Ukraine beskylder russiske styrker for at forhindre evakueringer af civile fra Mariupol, mens Rusland har sendt lignende beskyldninger den anden vej.

Tidligere lørdag anklagede den ukrainske efterretningstjeneste Rusland for at skyde mod en konvoj, der var ved at evakuere kvinder og børn fra landsbyen Peremoha i Kyiv-regionen.

Seks kvinder og et barn blev angiveligt dræbt under beskydningen.

Ifølge Ukraines efterretningstjeneste brugte de civile en korridor, som ikke på forhånd var aftalt med russerne.

Hændelsen får efterretningstjenesten til at advare civile mod at bruge uofficielle evakueringsruter.

- Dette er meget farligt, for besættelsesstyrkerne tilintetgør civilbefolkning på hensynsløs vis.

- Vi opfordrer alle borgere, som er i fare, til at følge den officielle information om evakueringsruter og kun bruge sikre ruter, udtaler efterretningstjenesten i en erklæring.

Antallet af civile, som er blevet evakueret fra ukrainske byer lørdag, er næsten fordoblet i forhold til fredag, hvor det kun lykkedes at evakuere omkring 7000 fra i alt fire byer.

Til gengæld lykkedes det at evakuere næsten 40.000 personer fra et antal byer gennem såkaldte humanitære korridorer torsdag. Og onsdag blev omkring 35.000 mennesker ifølge ukrainske myndigheder evakueret.

At det ikke er lykkedes flere civile at slippe væk fra byer under angreb fra russiske styrker, skyldes ifølge præsident Volodymyr Zelenskyj Rusland.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.