konflikt, krig og fred

13 syriske soldater dræbt i angreb ved oaseby

En IS-celle stod bag et angreb mod en bus fuld af soldater i Syrien, siger observatør.

I 2017 blev Islamisk Stat fordrevet fra oldtidsbyen Palmyra i den syriske ørken. Men inden da havde bevægelsen forårsaget omfattende ødelæggelser. Selv om IS nu er nedkæmpet, er der stadig celler i regionen, der med jævne mellemrum står bag angreb mod især syriske sikkerhedsstyrker. (Arkivfoto)
I 2017 blev Islamisk Stat fordrevet fra oldtidsbyen Palmyra i den syriske ørken. Men inden da havde bevægelsen forårsaget omfattende ødelæggelser. Selv om IS nu er nedkæmpet, er der stadig celler i regionen, der med jævne mellemrum står bag angreb mod især syriske sikkerhedsstyrker. (Arkivfoto) Louai Beshara/Ritzau Scanpix

13 soldater fra Syriens regeringshær er dræbt i et angreb mod deres bus.

Yderligere 18 soldater blev såret i angrebet, der fandt sted i ørkenen i nærheden af byen Palmyra.

Det skriver Syriens statslige nyhedsbureau Sana søndag.

Nyhedsbureauet betegner det som et "terrorangreb", hvor der blev anvendt flere våben.

Blandt de 13 dræbte er der flere officerer, meddeler Sana.

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der med base i Storbritannien overvåger situationen i Syrien, siger, at militante fra Islamisk Stat stod bag angrebet.

Bevægelsen er officielt erklæret nedkæmpet i Syrien og Irak. Men i begge lande findes der stadig celler af militante, der fra tid til anden udfører angreb.

Islamisk Stat indtog store dele af Syrien og Irak og udråbte et kalifat i 2014. Men bevægelsen mistede sine sidste territorier i 2019.

Den syriske oaseby Palmyra var i en periode besat af Islamisk Stat, som ødelagde en række oldtidsminder, der var opført på FN-organisationen Unescos liste over verdens kulturarv.

Den militante gruppe smadrede store dele af de historiske templer og bygninger, som byen havde.

/ritzau/AFP

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden