Verden

140.000 husstande er uden strøm i Sverige og Finland efter stormvejr

Tre personer er omkommet under stormen Johannes i Sverige, hvor togdriften og vejtrafikken stadig er påvirket.

Siden lørdag har togdriften i Sverige været påvirket af stormen Johannes. Søndag formiddag kører togene ikke fra Stockholm til Luleå.
Siden lørdag har togdriften i Sverige været påvirket af stormen Johannes. Søndag formiddag kører togene ikke fra Stockholm til Luleå. 10050 Pontus Lundahl/Tt/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 10:07

Stormen Johannes er søndag aftaget i Norge, Sverige og Finland, og efter uvejret venter et omfattende arbejde både med oprydning og med at få strømmen tilbage i titusindvis af hjem.

Alene i de hårdest ramte områder i Sverige er 40.000 husstande søndag formiddag uden strøm, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Og i Finland er 100.000 husstande uden strøm, oplyser energiselskabet Elenia til det finske medie Yle. Da situationen var værst i Finland natten til søndag, var 190.000 husstande uden elektricitet.

Det svenske elselskab Ellevio beskriver situationen som "ekstrem" og forventer, at nogle kunder først får strømmen tilbage mandag.

Et andet energiselskab - Eon - fortæller til TT, at nogle elkunder formentlig først får strømmen tilbage senere på ugen.

Tre personer har mistet livet i Sverige i forbindelse med stormen. Der er ingen meldinger om omkomne i Finland eller Norge.

En mand i 50'erne blev ifølge TT ramt af et væltet træ i Sandviken, der ligger 150 kilometer nordvest for Stockholm, og omkom efterfølgende.

Samme skæbne overgik senere lørdag en mand i 60'erne, som ligeledes fik et træ over sig. Det skete i byen Härnösand længere mod nord, hvor manden deltog i oprydningsarbejdet efter stormen.

Endelig døde en mand i 60'erne lørdag aften i Hofors vest for Sandviken. Han blev ifølge TT ramt af et træ, da han var ude at arbejde i et skovområde.

Stormen Johannes har væltet masser af træer og revet elledninger ned, og i Sverige giver det søndag trafikale problemer. Mange veje er spærret.

Derudover er driften på flere jernbanestrækninger indstillet. Det gælder blandt andet mellem Gävle og Vännäs, der begge ligger i det østlige Sverige, men med 400 kilometers afstand.

Her ventes der først at køre tog efter klokken 12 søndag.

Dette indebærer, at tog fra den svenske hovedstad, Stockholm, i retning mod Sundsvall og Luleå i Nordsverige heller ikke kører før søndag eftermiddag.

Togdriften er også påvirket flere steder i Finland, skriver Yle.

Ifølge Bane Nor, der har ansvaret for jernbanenettet i Norge, er der forsinkelser mellem Steinkjer og Bodø på grund af stormen. Men derudover er der ikke meldinger om forstyrrelser i togdriften.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden