21-årig russisk soldat kan få livstid for krigsforbrydelser

Onsdag starter sagen mod en russisk soldat, der er tiltalt for drab på en 62-årig civil 28. februar.

21-årig Vadima Sjisjimarina, der er den første russiske soldat, der skal på anklagebænken for krigsforbrydelser under krigen i Ukraine, risikerer en livstidsstraf. (Arkivfoto). <i>Stringer/Reuters</i>

21-årig Vadima Sjisjimarina, der er den første russiske soldat, der skal på anklagebænken for krigsforbrydelser under krigen i Ukraine, risikerer en livstidsstraf. (Arkivfoto). Stringer/Reuters

Den første retssag om krigsforbrydelser i Ukraine, siden Ruslands invasion af landet, starter onsdag i Kyiv.

En 21-årig russisk soldat ved navn Vadima Sjisjimarina er tiltalt for at dræbe en 62-årig civil i det nordøstlige Ukraine 28. februar.

- Han forstår godt, hvad han er beskyldt for, siger Viktor Ovsiannikov.

Ukrainske myndigheder siger, at den 21-årige samarbejder med efterforskerne, og at han har tilstået de hændelser, der fandt sted, kun fire dage efter at Rusland invaderede Ukraine.

Ved retssagen, der ventes at blive den første i en række om krigsforbrydelser efter invasionen, er den 21-årige russer tiltalt for krigsforbrydelser og overlagt drab.

Sjisjimarina risikerer en livstidsdom, hvis han kendes skyldig.

Anklagerne siger, at Sjisjimarinas og fire andre soldater stjal en bil, da deres konvoj kom under angreb.

Mens de kørte nær landsbyen Tsjupakhivka, mødte de en 62-årig mand på en cykel.

- En af soldaterne beordrede den anklagede til at dræbe den civile, så han ikke kunne angive dem, siger en repræsentant fra anklagerens kontor.

Sjisjimarina skød mod den 62-årige fra vinduet af bilen, og han døde med det samme blot få meter fra sit hjem, lyder anklagen.

I starten af maj oplyste ukrainske myndigheder, at Sjisjimarina var blevet anholdt og udgav en video, hvor han sagde, at han tog til Ukraine for at kæmpe for at "støtte sin mor økonomisk".

Han forklarede sine handlinger med, at han var blevet beordret til at skyde den 62-årige.

- Jeg skød ham en gang. Han faldt, og vi fortsatte vores rejse.

Den 21-åriges advokat siger, at det er en udfordrende sag.

- Dette er den første sag af sin slags i Ukraine med denne slags tiltale. Der er ingen relevant juridisk praksis eller tidligere domme i denne slags sager. Vi finder ud af det, siger han.

Irina Venediktova, der er chefanklager i Ukraine, understreger sagens vigtighed i en række opslag på det sociale medie Twitter.

- Vi har over 11.000 igangværende sager om krigsforbrydelser og allerede 50 mistænkte.

- Med denne første retssag sender vi et klart signal om, at enhver gerningsmand, enhver person, der har beordret eller deltaget i de forbrydelser, der er foregået i Ukraine, ikke kan undgå at blive stillet til ansvar.

Det ventes desuden, at to russiske soldater stilles for retten torsdag for at have affyret granater mod civil infrastruktur i Kharkiv-regionen.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden