25 migranter er omkommet i forlis ud for Tunesien

Samtlige 60 migranter om bord på båd med kurs mod Italien frygtes omkommet i forlis fredag.

60 migranter frygtes at være omkommet i et forlis ud for Tunesiens kyst fredag. Det oplyser Den Internationale Organisation for Migration (IOM) søndag. Båden havde ifølge IOM kurs mod Italien. (Arkivfoto). <i>Santi Palacios/Ritzau Scanpix</i>

60 migranter frygtes at være omkommet i et forlis ud for Tunesiens kyst fredag. Det oplyser Den Internationale Organisation for Migration (IOM) søndag. Båden havde ifølge IOM kurs mod Italien. (Arkivfoto). Santi Palacios/Ritzau Scanpix

25 migranter er bekræftet omkommet i et forlis ud for Tunesien. Andre 35 personer på samme båd frygtes druknet.

Det oplyser Den Internationale Organisation for Migration (IOM) sent søndag aften ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Forliset skete fredag. Båden med migranter forsøgte angiveligt at krydse Middelhavet med Italien som destination. Det oplyste en medarbejder fra Tunesiens civile beredskab lørdag.

Fredag og lørdag fandt kystvagten i alt 20 omkomne. Under søndagens eftersøgning er yderligere fem ofre for forliset blevet fundet i havet.

60 migranter befandt sig ifølge IOM på båden. De fleste af dem kommer fra Syrien og Tunesien.

De seneste måneder er adskillige mennesker druknet ud for Tunesiens og Libyens kyster i forsøg på at komme til Europa og slippe væk fra fattigdom og væbnede konflikter i Nordafrika og Mellemøsten.

IOM oplyste 17. marts, at mindst 70 migranter formodes omkommet ud for Libyens kyst i løbet af de to forgangne uger.

12. marts kæntrede en båd med omkring 25 personer om bord nær kysten ud for byen Tobruk. Kystvagten reddede seks personer i live og fandt ligene af syv andre. 12 personer savnes fortsat.

27. februar kæntrede en glasfiberbåd som følge af høje bølger fire timer efter, at den var stævnet ud fra havnen i Sabratha.

De følgende dage skyllede ligene af 15 personer op på strande i Libyen. Deriblandt en baby. Omkring 35 migranter fra båden savnes fortsat.

- Jeg er rystet over de fortsatte tab af liv i det centrale Middelhav og manglen på handling for at få styr på denne igangværende tragedie, siger Federico Soda, der er IOM's missionschef for Libyen, i en pressemeddelelse.

- Bag hver eneste melding om en savnet migrant er en sørgende familie, der søger svar om deres kære. Familier fortjener at kende deres børns, søskendes, forældres, partneres eller venners skæbne.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.