42-årig er tiltalt for forsøg på kidnapning af Pelosis mand

82-årige Paul Pelosi blev overfaldet med en hammer i sit hjem i San Francisco i slutningen af oktober.

I slutningen af oktober blev Nancy Pelosis mand overfaldet i parrets fælles hjem i San Francisco. <i>Carlos Barria/Reuters</i>

I slutningen af oktober blev Nancy Pelosis mand overfaldet i parrets fælles hjem i San Francisco. Carlos Barria/Reuters

En mand, der er anklaget for at have overfaldet formanden for Repræsentanternes Hus i USA Nancy Pelosis mand med en hammer, er onsdag blevet tiltalt af en føderal storjury.

Den 42-årige mand er tiltalt for forsøg på kidnapning og overfald.

Han står allerede over for de samme anklager ved en statslig domstol. Her er han sigtet for mordforsøg, overfald med et dødeligt våben, mishandling af en ældre person, frihedsberøvelse og trusler mod en embedsmand.

82-årige Paul Pelosi blev overfaldet i parrets hjem i San Francisco i Californien slutningen af oktober.

Toppolitikerens mand var efterfølgende indlagt på hospitalet. Han blev udskrevet i sidste uge, efter at han havde gennemgået en operation.

Den nu tiltalte, som er en 42-årig mand, har senere sagt til politiet, at han ledte efter Nancy Pelosi. Han ville tage hende som gidsel og "smadre hendes knæskaller".

Han har også fortalt forbundspolitiet, FBI, at han betragter Nancy Pelosi som ansvarlig for de "løgne", som det Demokratiske Parti i USA ifølge ham har udbredt.

Flere amerikanske medier har også skrevet, at han har skrevet ekstreme og konspiratoriske opslag på sociale medier.

Nancy Pelosi er blevet gjort til et hadeobjekt af den yderste amerikanske højrefløj.

En storjury - eller på engelsk grand jury - er en større gruppe personer, der udpeges for at afgøre, om der er tilstrækkeligt grundlag for at rejse tiltale i en sag.

Efter overfaldet har Nancy Pelosi blandt andet sagt, at hun og familien er traumatiseret.

Hun har også sagt, at overfaldet har fået hende til at overveje, om hun vil fortsætte i Kongressen efter midtvejsvalget, hvis Det Demokratiske Parti taber.

Efter valget, der fandt sted tirsdag, tyder meget på, at Nancy Pelosi bliver valgt.

Hvorvidt demokraterne fortsætter med at have magten i Kongressen er dog fortsat uvist.

/ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.