Verden

67-årig kvinde er blevet kidnappet i vestafrikansk land

For anden gang på to måneder er en udenlandsk kvinde blevet kidnappet i byen Agadez i Niger.


Opdateret kl. 09:51

En schweizisk kvinde er blevet kidnappet i byen Agadez i Niger.

Det bekræfter det schweiziske udenrigsministerium i et opslag på X mandag aften.

Kvinden er 67 år og har boet i det vestafrikanske land i lang tid, skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge det lokale medie Air-Info boede hun sammen med sin nigerske mand i byen.

Ingen væbnet gruppe har taget ansvaret for bortførelsen, skriver AP og understreger, at Niger har længe været udsat for angreb fra væbnede grupper, herunder jihadister med tilknytning til al-Qaeda og Islamisk Stat.

Kidnapningen kommer, blot tre måneder efter at en østrigsk kvinde blev kidnappet i den samme by i landet.

Dengang skrev Air-Info i Agadez, at der var tale om den 73-årige Eva Gretzmacher, som har boet i den nigerske by i 28 år.

Agadez' guvernør, Ibra Boulama Issa, bekræftede efterfølgende ifølge AFP oplysningerne.

Begge kvinder er ifølge det lokale medie blevet kidnappet fra deres hjem.

Ifølge Air-Info og den østrigske avis Kurier stiftede Eva Gretzmacher, som er født i Østrigs hovedstad, Wien, i 2010 et center, hvorigennem hun arbejdede med projekter inden for uddannelse, sundhed, økologi, kultur og kunst.

I 2021 modtog hun ifølge Air-Info trusler om kidnapning.

Gretzmacher er endnu ikke blevet fundet.

På X skriver det schweiziske udenrigsministerium, at dets repræsentation i Niamey, Nigers hovedstad, er i kontakt med de lokale myndigheder.

Samtidig understreger ministeriet, at en yderligere efterforskning er i gang.

Niger, som ligger i Sahel-regionen i det nordlige Afrika, er præget af fattigdom.

Den nigerske junta har styret landet siden juli 2023, hvor præsident Mohamed Bazoum blev væltet i et militærkup.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden