70 procent af Ruslands banksektor bliver ramt af sanktioner

Rusland vil blive frataget adgang til vigtig teknologi og finansiering som del af sanktionspakke.

EU vil indføre "smertefulde" sanktioner mod Rusland, som vil få alvorlige konsekvenser for landets økonomi. Det fastslog Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, efter afslutningen på EU-topmøde. <i>John Thys/Ritzau Scanpix</i>

EU vil indføre "smertefulde" sanktioner mod Rusland, som vil få alvorlige konsekvenser for landets økonomi. Det fastslog Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, efter afslutningen på EU-topmøde. John Thys/Ritzau Scanpix

Sanktionerne fra EU-landene vil blive "smertefulde for det russiske regime".

Sådan lyder det fra EU-præsident Charles Michel.

Udmeldingen kommer på et pressemøde natten til fredag efter afslutningen af et ekstraordinært EU-topmøde i Bruxelles. Her fastslår EU-lederne, at Rusland har gennemført en "invasion" af Ukraine.

Her blev de 27 EU-landes ledere enige om en sanktionspakke, der både skal ramme centrale sektorer og personer i Rusland.

Ifølge EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, er der fem søjler i sanktionspakken. Den første er den finansielle sektor.

Her vil 70 procent af Ruslands bankmarked blive ramt af sanktionerne fra EU-landene.

- Det vil afskære Rusland fra de vigtigste finansielle markeder, siger Ursula von der Leyen på pressemødet.

Ifølge EU-Kommissionens formand vil det føre til øgede låneomkostninger og få inflationen til at stige i Rusland.

Den anden del af sanktionspakken skal ramme Ruslands energisektor. Her vil EU indføre et forbud mod eksport af vigtige komponenter til olieraffinaderier i Rusland. Det skal på sigt gøre det umuligt for Rusland at opgradere raffinaderierne:

- Vi er for afhængige af Rusland på energiområdet. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at mindske vores afhængighed af olie, gas og kul fra Rusland, siger von der Leyen.

Den tredje søjle er transportsektoren. Her vil EU indføre et forbud mod salg af alle reservedele til fly.

- Det vil ramme en central sektor i Rusland og svække transportforbindelserne i landet.

- Tre fjerdedele af Ruslands nuværende fly i den kommercielle luftfart er bygget i Europa, USA og Canada, siger Ursula von der Leyen.

Den fjerde søjle i sanktionspakken er at begrænse Ruslands adgang til vigtig teknologi.

- Vi vil ramme adgangen til teknologi, som er nødvendig for, at Rusland kan få fremgang, siger Ursula von der Leyen.

Den femte søjle er en opstramning af visumpolitikken.

- Diplomater og forretningsfolk vil ikke længere have privilegeret adgang til EU, siger Ursula von der Leyen.

Hun fastslår, at EU's sanktioner er tæt koordineret med USA, Storbritannien og Canada.

- Men nu slutter Sydkorea, Japan og Australien sig også til os. Enighed er vores styrke. Det ved Kreml. De har forsøgt at splitte os, men de har fejlet fuldstændigt. Vi er mere samlet end nogensinde, siger von der Leyen og tilføjer:

- Putin forsøger at tegne Europas landkort på ny med magt. Han må, og han vil fejle.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden