Verden

82-årig californier ville ikke evakueres og døde i sin seng

En 82-årig mand troede ikke, flammerne ville nå hans hus i Los Angeles. Han er blandt ti ofre for flammerne.

Et hus i området Altadena i Los Angeles står i flammer.
Et hus i området Altadena i Los Angeles står i flammer. David Swanson/Reuters

Opdateret kl. 09:19

Naturbrandene i Los Angeles har foreløbig kostet ti personer livet.

Et af ofrene er den 82-årige Rodney Nickerson, der var overbevist om, at flammerne ikke ville nå hans hjem i Altadena. I stedet lagde han sig til at sove, hvilket kostede ham livet.

Det fortæller datteren Kimiko Nickerson til Sky News.

- Han ønskede ikke at evakuere. Han har boet her siden 1968, og har været i Altadena hele sit liv, siger datteren til mediet.

Da Sky News møder hende, ligger hendes nu afdøde far fortsat i sengen og afventer, at der kommer en retsmediciner.

- Jeg har slet ikke ord, der kan beskrive mine følelser lige nu.

- Jeg er bare helt stille og følelsesløs og forsøger at bearbejde det, siger hun.

Et andet sted i Altadena-området er 67-årige Anthony Mitchell og sønnen Justin også blandt dødsofrene.

Det fortæller datteren Hajimi White ifølge CNN til Washington Post.

Hendes far, der var pensioneret sælger, sad i kørestol og passede den hjerneskadede søn i hjemmet i Altadena.

- De slap ikke væk, siger Hajimi White, der bor langt væk fra Los Angeles i delstaten Arkansas.

- Han ville ikke lade sin søn i stikken. Koste hvad det ville. Det er meget hårdt, og det føles helt forfærdeligt, siger hun til Washington Post.

De lokale myndigheder i Los Angeles har informeret Hajimi White om, at faderen blev fundet ved siden af den hjerneskadede brors seng.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden