Verden

Aagaard efter første 2040-klimamøde: Alle EU-lande forstår alvoren

Danmark vil aftale 2040-klimamål allerede i september. EU-lande forstår alvoren, siger minister.

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) mener, at alle EU-landene har forstået alvoren i klimaforandringerne. Det kan give håb om, at det vil lykkes at enes om et 2040 klimamål i september (Arkivfoto).
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) mener, at alle EU-landene har forstået alvoren i klimaforandringerne. Det kan give håb om, at det vil lykkes at enes om et 2040 klimamål i september (Arkivfoto). Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Det danske EU-formandskab har sat sig selv under pres med målet om at aftale et 2040-klimamål for EU allerede i september.

Men det første møde for EU-landenes klimaministre i Aalborg giver måske grund til optimisme.

I hvert fald var der på mødet forståelse for alvoren på klimaområdet, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) efter mødet.

- Alle forstår betydningen af de sager, som ligger foran os. Det, vi diskuterer, vil bestemme fremtiden - ikke kun for europæere. Det har en potentiel effekt på resten af verden, siger Lars Aagaard.

Danmarks mål er at indgå en aftale blandt EU-landene om 2040-klimamålet på et møde den 18. september. Derefter vil man bruge 2040-målet til at udlede det 2035-mål, som skal meldes ind til FN og indgå i klimatopmødet COP30.

Men EU-landene har tidligere været delte i klimapolitikken.

Her er lande som Polen og Tjekkiet med omfattende brug af kulkraft eller dyb afhængighed af bilindustrien traditionelt skeptiske over for høje EU-ambitioner på klimaområdet.

Den tilgang prægede dog ikke mødet i Aalborg, mener Lars Aagaard:

- Det er klart for alle, at klimaforandringerne er her. Og vi er ikke globalt på vej til at nå målet om at begrænse temperaturstigningerne til 1,5 grader.

- Europa skal gøre mere. Men Europa har også ret til at bede andre om at gøre mere, siger Lars Aagaard.

For at imødegå EU-landenes bekymringer har EU-Kommissionen fremlagt et 2040-mål med indbygget fleksibilitet.

Målet lyder på 90 procent reduktion i udledningen af drivhusgasser i forhold til niveauet i 1990.

EU-Kommissionen har dog åbnet for, at tre procent af udledningerne kan findes via såkaldte klimakreditter. Klimakreditter er investeringer i projekter i tredjelande, som mindsker CO2-udledningen.

EU-Kommissionen vil også give landene større fleksibilitet til at opfylde målsætningen på tværs af sektorer.

Konkret betyder det, at mangel på at opfylde reduktionsmålet i én sektor kan opvejes, hvis en anden sektor kompenserer for det i form af mindre udledninger.

Hvis det lykkes at få et kvalificeret flertal af EU-landene bag målet, vil det sende et klart signal til resten af verden forud for klimatopmødet i Brasilien i november, mener EU-kommissær for klima Wopke Hoekstra.

- EU er kun ansvarlig for seks procent af de globale udledninger. Vi skal sikre, at de andre 94 procent bliver bragt ned meget hurtigere. Det kræver lederskab fra andre, siger Wopke Hoekstra.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden