Politi

Advokat: 15-årig erkender skuddrab i indkøbscenter i Malmø

En 15-årig teenagedreng har ifølge sin advokat erkendt et skuddrab og et drabsforsøg i shoppingcenter i Malmø.

Fredag rykkede svenske betjente ud til et skyderi i Emporia-shoppingcenteret i Malmø. En 15-årig blev anholdt. Søndag oplyser den 15-åriges advokat, at han har erkendt at stå bag skyderiet. (Arkivfoto).
Fredag rykkede svenske betjente ud til et skyderi i Emporia-shoppingcenteret i Malmø. En 15-årig blev anholdt. Søndag oplyser den 15-åriges advokat, at han har erkendt at stå bag skyderiet. (Arkivfoto). 50090 Johan Nilsson/Tt/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 16:51

Den 15-årige teenagedreng, der er anholdt i forbindelse med et skyderi i shoppingcenteret Emporia, har erkendt at stå bag skudepisoden. Det oplyser den 15-åriges advokat til Sveriges Radio.

I forbindelse med skyderiet blev en 31-årig dræbt og en forbipasserende kvinde hårdt såret.

Advokaten, Johan Fernvall, har ellers tidligere oplyst, at den 15-årige nægtede sig skyldig.

- Han har under en afhøring påtaget sig ansvaret og erkender drab og drabsforsøg, siger Johan Fernvall til Sveriges Radio.

Han blev anholdt, efter politiet i Malmø fredag eftermiddag rykkede ud til anmeldelser om skud i shoppingcenteret.

Alt tyder på, at skudepisoden var banderelateret og rettet mod den 31-årige mand, som blev dræbt. Han blev ramt af skud i brystet.

Ifølge svensk politi tilhørte offeret banden Satudarah, der angiveligt er i en konflikt med en anden bande i Malmøs kriminelle underverden.

Han havde desuden tidligere siddet fem år i fængsel for grove forbrydelser.

Den forbipasserende kvinde har ifølge tv-stationen SVT fået svære skader, men skaderne er ikke livstruende. Der er ifølge tv-stationen ikke umiddelbart noget, der kobler kvinden til den 31-årige mand.

- Ifølge SVT's oplysninger var hun på besøg i Malmø fra et andet nordisk land, skriver tv-stationen.

Hvis teenagedrengen bliver dømt, venter der ham maksimalt fire års ophold i en lukket institution for unge kriminelle.

Ifølge Sveriges Radio har den 15-årige ikke fortalt politiet, hvad motivet for skuddrabet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden